Statsminister Mette Frederiksen (S) ser en verden i brand og et Europa, som ikke har været mere udfordret siden Anden Verdenskrig.
Det siger hun i sin sjette nytårstale som statsminister.
»Når verden står i brand, så rykker vi sammen i Danmark. Og finder vores vej. Denne gang i front«.
»Fordi vi ved, at meget er på spil. At vi ikke kan tage freden og friheden for givet. I år er det 80-året for befrielsen. Europa er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandede år«, siger hun.
Meldingen er ikke ny fra statsministerens side. Hun har efterhånden længe tegnet et ganske dystert verdensbillede.
Det gjorde Mette Frederiksen eksempelvis i december, hvor hun i fem interviews med Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og Weekendavisen havde det samme budskab. Nemlig at den aktuelle situation i verden er værre, end hun selv nogensinde har oplevet.
Mette Frederiksen nævnte i den forbindelse en ’ny ondskabens akse’, som består af Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, og som ifølge statsministeren alle hader Vesten.
»Moskva. Pyongyang. Og Teheran. Tre hovedstæder i tre lande, som arbejder tættere og tættere sammen. Mod os«, siger Mette Frederiksen i nytårstalen.
Det ses tydeligst i Ukraine, lyder det fra Mette Frederiksen med henvisning til krigen i Ukraine, som er invaderet af Rusland.
Hun siger, at ukrainerne ’forsvarer sig tappert’. Ikke kun mod russerne, men også mod ’soldater fra Nordkorea og droner fra Iran, der arbejder på russisk side. Her på europæisk jord’.
Statsstøtte er nødvendigt
Mette Frederiksen betragter statsstøtte som en nødvendighed, hvis EU skal kunne konkurrere med USA og Kina.
»Vi skal beholde arbejdspladserne i Europa. Og det kræver markant flere investeringer. Både offentlige og private«, lyder det.
Behovet er så stort, at der er brug for alle elementer i værktøjskassen.
»Statsstøtte er nødvendigt«, siger hun.
Udtalelserne kommer efter et år, hvor EU’s konkurrenceevne har været under kritisk belysning.
Den såkaldte Draghi-rapport, ledt an af den tidligere italienske premierminister Mario Draghi, kortlagde et enormt behov for investeringer i EU, hvis ikke unionen skal hægtes af udviklingen i Kina og USA.
Risikoen for et tilbagestående Europa bekymrer statsministeren.
»Man siger, at USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer. Det må vi ændre«, siger Mette Frederiksen.
Særligt når det kommer til den grønne industri bliver statsstøtte brugt som et våben kontinenterne imellem.
USA har med sin store inflationspakke trukket investeringer over Atlanten, og Kina har med strategisk statsstøtte oversvømmet Europa med kinesisk byggede solceller og vindmøller.
Samtidig er Danmarks historisk største udbud af havvindenergi kollapset uden bud – en situation, hvor industrien klagede over dårlige forretningsmodeller, fordi statsstøtten udeblev.
Statsminister Mette Frederiksen gør debatten til et klart valg:
»Vil vi vinde eller tabe arbejdspladser? Vil vi udvikle vores egne industrier og teknologier eller være afhængige af andres?«
Udviklingen skal dog være social retfærdig, understreger statsministeren, der samtidig kobler EU’s konkurrenceevne sammen med kontinentets sikkerhed.
Ritzau
fortsæt med at læse




























