Tre af de nordatlantiske mandater har i dag støttet regeringen ved mistillidsafstemningen imod klimaminister Lars Aagaard (M).
Det har mødt bred kritik fra flere partier i oppositionen, men ifølge det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (JF) er der altså ikke noget særligt forbundet med dagens nordatlantiske deltagelse.
»Det, at vi stemmer, bliver gjort til noget unikt, og noget, der sjældent sker. Sandheden er, at de nordatlantiske mandater pegede på Mette Frederiksen efter sidste valg«, siger Sjúrður Skaale (JF) til Ritzau efter afstemningen:
»Det, at vi stemmer i dag, er en konsekvens af den beslutning, og derfor er det, der skete i dag, overhovedet ikke noget unikt«.
Afstemningen imod klimaministeren fandt sted som konsekvens af sagen, hvor Aagaard har forholdt oplysninger om forsinkelse af elnettet for Folketinget.
Men efter i dag ligger det altså fast, at et flertal har tillid til Lars Aagaard.
86 stemte for, at Aagaard kan fortsætte som minister. 85 stemte for, at han skal gå af. 1 stemte blankt, altså hverken for eller imod.
Og det har bragt kritik fra oppositionspartierne, at færøske og grønlandske stemmer på forhånd valgte at frede ministeren.
»Hvorfor blander de nordatlantiske mandater sig i, hvorvidt Folketinget har tillid til klimaministeren? Jeg har aldrig set dem deltage til et udvalgsmøde i klimaudvalget eller et forhandlingsmøde i Klimaministeriet«, sagde klimaordfører i Alternativet Torsten Gejl:
»Jeg synes, det er utidig indblanding i dansk indenrigspolitik«.
Og den kritik er det færøske folketingsmedlem faktisk ikke uenig i, siger han.
»Jeg synes, at det er et problem, at vi kommer fra et andet land og bestemmer, hvem der vinder en afstemning i Danmark. Det er jo helt forkert, at et flertal i Folketinget ikke kan få sin vilje, fordi vi løfter mindretallet til et flertal«, siger Skaale.
»Men jeg synes, at det er en systemfejl. Som det er nu, kan jeg ikke andet end at deltage«.
Alligevel tilføjer han, at »man er altid sur, når de nordatlantiske mandater stemmer imod en. Man er aldrig sur, når de støtter en«.
ritzau
fortsæt med at læse




























