Billedet står stadig printet i min hukommelse. Ikke fordi det er godt, men fordi det er så langt fra den ånd, Folkemødet er bygget på. Hvor alle kan møde alle og skubbe kærligt til hinanden i Havnegade i Allinge. Og så gik hun der, statsminister Mette Frederiksen (S), omgivet af en levende mur med op mod ti betjente i uniform yderst og sikkerhedsfolk i civil inderst.
Et skub fra en fuld polak var den direkte anledning til menneskemuren på et tidspunkt, hvor Mette Frederiksen stod i sit politiske livs største krise. Hendes uforsonlige tone i Israel-Gaza-konflikten blev mødt med lige så uforsonlig modstand, vælgerne flygtede væk fra midterregeringen og Socialdemokratiet fik et forsmædeligt nederlag ved valget til EU-Parlamentet.
Den fulde polak havde ikke noget med det at gøre, men det var ham, der kom så tæt på, og ham, der gav det skub, der sendte statsministeren til tælling. Hendes nære allierede var bekymrede, og der blev, seriøst, talt om at hun måske kunne være på vej ud af politik. Ikke til internationale topjobs, det løb var kørt.
Bare væk.
I dag, et år senere, er Mette Frederiksen alt andet end væk.
Hun sidder ved bordet med de mest magtfulde europæiske ledere, i og uden for EU, og er med til at finde et europæisk svar over for Putins Rusland og Trumps USA. Nu, hvor Europa er lige så udfordret af, at USA og Rusland taler godt sammen, som vi var, da de i Sovjet-tiden var fjender. Dengang var svaret et delt Europa. Nu er det et samlet.
I det spil er Mette Frederiksen helt central. Hun er i dag en af de mest erfarne i EU-kredsen og har længe brugt tiden på at skabe alliancer. I forhold til Danmark siden Trumps trusler mod Grønland i januar, men før det var hendes og Danmarks stærke involvering i Ukraine-krigen med til at sætte Danmark op på de øvre hylder i europæisk politik.
Forklar en makrelmad
Det er blevet bemærket, skulle jeg hilse og sige. Når jeg tidligere er blevet interviewet af internationale kolleger, har det handlet om Margrethe Vestager eller om DF og den stramme danske udlændingepolitik, som fik billedet af lille, hyggelige og rummelige Danmark til at krakelere.
Nu er det Mette Frederiksen. Både i forhold til Grønland, i forhold til Trump – men også i forhold til, hvordan i alverden det er lykkedes hende, som socialdemokrat, at holde magten, når de øvrige, europæiske socialdemokratier er faldet som dominobrikker. Det handler blandt andet om den stramme udlændingepolitik. Kollegerne er også blevet interesseret i personen Mette Frederiksen, og her kom jeg så lidt på glatis, da jeg skulle fortælle en fransk radiojournalist om statsministerens hang til makrelmadder.
Jeg tror ikke, han forstod det. Det gør jeg sådan set heller ikke selv.
På Christiansborg har den nye sikkerhedspolitiske situation lagt en dyne over det politiske liv, mens regeringstoppen har rettet fokus mod forsvar og sikkerhed i en usikker verden. Bare et hurtigt slag på tasken har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) truffet beslutninger for omkring 70 milliarder kroner, siden vi sidst var i Allinge – og lagt yderligere 70 milliarder i til de kommende år. Med følgesætningen, at det ikke bliver den sidste regning.
Om det så bliver 3, 4 eller 5 procent af bnp, vi fremover skal bruge på forsvaret.
I det spil kan regionernes fremtid, vandmiljøplaner og jobcentrenes fremtid virke uendeligt småt. Hvad det også gør for de tre i toppen af regeringen. Frederiksen, Lund og Løkke. Uden for citat, naturligvis.
Hverdagen venter
Dagligdagen er for tiden overladt til de tre to’ere: Finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister Stephanie Lose (V) og kulturminister Jacob Engel-Schmidt (M). Politiske håndværkere, men det bemærkes i oppositionen, at man efterhånden godt kan mærke, at de, der plejer at drive politikken, er ude af den daglige drift.
Det er også noget, der af og til høres i regeringspartierne. Ikke som oprør, men som en lille knurren i det stille. Uden for citat.
Det kan ikke siges højt, for forsvar og sikkerhed rydder bordet. Det er politisk børnelærdom både i og uden for regering.
Men det er også politisk børnelærdom, at valgene vindes herhjemme. Lige nu kan regeringen holde det ud i strakt arm, alt tyder på, at valget først kommer i 2026. Men der er kommunalvalg til november, og det kan, ud over at blive spændende ude i de enkelte kommuner, også, som valget til EU-Parlamentet, sende dønninger ind på Christiansborg.
For især de to regeringspartier, Socialdemokratiet og Venstre, har meget på spil. De er kommunepartierne i Danmark, de har 78 af de 98 borgmesterposter, og allerede ved sidste valg blev især Socialdemokratiet udfordret i de store byer og de store omegnskommuner rundt om København. Og selvfølgelig i selve København. De fik et rigtigt dårligt valg.
Mens Venstre mærker den kolde luft i det vestjyske, hvor en solid bastion som Ringkøbing-Skjern ikke er så stensikker, som den ellers har været. Sidst, i 2021, holdt Venstre borgmesterposten ved at gå sammen med Socialdemokratiet. Denne gang har begge partier nye folk i front, Danmarksdemokraterne satser hårdt med Mads Fuglede, vindmøller og solceller fylder voldsomt, og så er der den evige oprører, kristendemokraten Kristian Andersen. Han har før været nærved og næsten.
De to andre partier, der stærkest markerer sig kommunalpolitisk, er Konservative og SF. K fik et kanonvalg i 2021 og fik 14 borgmesterposter, da Pape-effekten var på sit højeste. Der er Konservative ikke i dag, men de plejer, selv med dårlige meningsmålinger, at klare sig kommunalt. Mens SF var ude for et kommunalt blodbad, da de røg ud af Thorning-regeringen, og først nu for alvor melder sig ind i kampen om borgmesterposterne.
De har øje på flere steder, København er selvskreven, men også en landkommune som Vordingborg er blevet interessant for SF. Det bliver i en kamp mod S, ligesom Konservative i det kommunale slås mod Venstre. Både om stemmerne, og når der skal konstitueres.
Havde verden været normal, havde Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen brugt al deres tid fra sommeren til frem til valget på at turnere rundt i Danmark. Bevares, de kommer også ud, og de har været ude, men med et EU-formandsskab i efteråret og et Europa i krise kigger de mere ud end ind.
Vel vidende, at vælgerne ikke har det på samme måde. Når krydset skal sættes 18. november, kigger vælgerne nok mere på skolen og vejene end på forholdet mellem USA og Grønland.
Det er den store indenrigspolitiske udfordring for regeringen lige nu. Kommunalvalget bliver en forsmag på næste års valg, og de, der går frem i kommunerne, vil tale det op. Taberne vil sige, at det var lokale forhold, der gjorde sig gældende.
Vent og se.
fortsæt med at læse
