I 25 år har den kunstige ø Peberholm midt på Øresundsforbindelsen fået lov til at passe sig selv og udvikle sig til et yndet ynglested for fugle. Men står det til Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Jens-Kristian Lütken, skal øen omdannes til en feriedestination med ferieboliger, hoteller og konferencefaciliteter:
»Det er en unik placering mellem Danmark og Sverige midt ude i vandet. Det kunne være med til også at sætte hele Øresundsregionen på landkortet, at man har noget på den her meget specielle placering ude i Øresund«, siger han.




























