Oppositionspartierne bag forsvarsforliget kræver, at regeringen finder finansiering til de nye fregatter til Søværnet.
Sådan lyder det i en fælles erklæring fra de seks oppositionspartier, skriver Berlingske.
Her skriver partierne ifølge avisen blandt andet, at regeringen er blevet et problem for opbygningen af det danske forsvar.
De seks partier, der står bag erklæringen, er SF, De Radikale, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og DF.
SF’s forsvarsordfører Lisbeth Bech-Nielsen mener, at regeringen trækker tiden ud.
»Fordi regeringen ikke kan blive enige om en økonomisk plan, så står det i vejen for, at vi kan træffe beslutninger, der skal beskytte Danmark. Det er ikke vores problem, at de ikke kan blive enige, og det burde slet ikke være danskernes problem«, siger hun til Berlingske.
I april blev det besluttet, at Danmark skal have nye luftforsvarsfregatter.
Men siden har der ikke været meget nyt om krigsskibene.
Det vides endnu ikke, hvor mange nye fregatter der skal købes, hvor de skal bygges, og hvordan de skal finansieres.
ritzau



























