Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skal have et formandshonorar.
Det besluttede en enig hovedbestyrelse i fredags, oplyser DF til Berlingske.
Honoraret skal løfte Messerschmidts løn op på et niveau, der svarer til et beløb, som tidligere formænd i DF har fået.
Den præcise løn skal Messerschmidt forhandle på plads med partisekretær Kenneth Kristensen Berth.
Partisekretæren giver over for Ekstra Bladet et bud på, hvad formandslønnen kan komme til at lande på.
»Jeg har ikke haft forhandlingen med Morten endnu, men jeg forestiller mig, at det kommer til at være 400.000-450.000 kroner om året«.
»Vi har fået et mandat fra hovedbestyrelsen. Så vi skal holde os inden for den ramme«, siger Kenneth Kristensen Berth til mediet.
Gruppeformand Alex Ahrendtsen (DF) siger til Berlingske, at lønforhøjelsen skyldes, at Messerschmidt skal belønnes for sin ’enorme’ og ’massive’ indsats.
DF klarer sig i øjeblikket godt i meningsmålingerne. I den seneste, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau, er DF kun overgået af Socialdemokratiet. DF står således til 12,5 procent af stemmerne.
»Vi kan takke Morten Messerschmidt for den fremgang og den popularitet, vi for øjeblikket nyder, og som også viste sig ved valget i foråret«, siger Ahrendtsen til Berlingske.
Efter folketingsvalget i 2022, hvor DF gik meget tilbage og tabte 11 mandater, blev et medlemsbetalt formandshonorar sparet væk, hvilket partiet bekræftede over for netavisen Pio i 2023.
Den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl fik, mens han var formand, cirka 30.000 kroner om måneden i medlemsbetalt formandshonorar, blev der tilføjet dengang.
Tidligere i år kom det frem, at Mona Juul, formand for De Konservative, modtager 25.000 kroner om måneden i formandsvederlag, mens Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, får 40.000 kroner hver måned.
Sidstnævnte beløb er også det, som Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, får. Det er et beløb, som partilederne får ud over deres grundløn som folketingsmedlemmer.
Messerschmidt har været formand for DF siden 2022. Ved folketingsvalget i marts fik DF 9,1 procent af stemmerne.
ritzau