De seneste dages debat om vilkårene for børn i landets asylcentre får nu Det Radikale Venstre til at kalde integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i samråd. De radikale vil have svar på, hvem der har ansvaret for, at der bliver taget hånd om børnenes psykiske lidelser. »Der er to ting, vi skal have belyst. For det første må vi have at vide, om det er ministeren, Røde Kors eller kommunerne, der har ansvaret for, at børnene får den behandling, de har brug for. Og for det andet må vi have svar på, om de her problemer er i strid med FN’s børnekonvention, der siger, at børn ikke må lide under forældrenes situation«, siger de radikales integrations- og udlændingeordfører, Morten Østergaard. Behov for akut psykologisk bistand Debatten om asylbørnene er opstået, efter at Støttekredsen for Flygtninge i Fare har fået undersøgt seks tilfældigt udvalgte børn i asylcentrene på Sjælland.
Undersøgelsen – som er beskrevet i de seneste dages udgaver af Politiken – viste, at børnene har svære psykiske problemer, som strækker sig fra depression og selvmordstanker til problemer i den psykiske trivsel og deraf følgende problemer i barnets udvikling. Det har fået børnepsykologer og psykiatere til at konkludere, at der er behov for akut psykologisk bistand, hvis ikke børnene skal ende med kroniske psykiske lidelser. R: Ministeren har ansvaret Undersøgelsen fik i tirsdags integrationsminister Rikke Hvilshøj til at indkalde Røde Kors og repræsentanter fra kommunerne til et møde i ministeriet for at få kortlagt problemets omfang.




























