Det vil være forkert at give børnefamilier, der har fået afslag på asyl, midlertidigt ophold i Danmark, selv om både børn og forældre får psykiske problemer af at bo i årevis på asylcentrene.
Det mener den konservative udlændingeordfører, Henriette Kjær, der sidste år var med til at sætte skub i debatten om asylbørnenes forhold. »Jeg tror faktisk ikke, at det ville hjælpe ret meget, hvis de fik en midlertidig opholdstilladelse. For det er jo netop usikkerhedsmomentet, der gør, at børnene bliver syge. Ikke nødvendigvis livet på centrene«, siger Henriette Kjær. »Problemet er, at børnenes forældre simpelt hen ikke har overskud til at tage sig af dem, og det overskud tror jeg ikke, vi får tryllet frem ved at give en midlertidig opholdstilladelse, som de jo også godt ved, de kan få inddraget igen«. Bedre for børnene på asylcentrene Henriette Kjær mener også, at det kan blive endnu værre for børnene, hvis de kommer ud og bo i en lejlighed alene med deres forældre. »Forældrene vil jo stadig have store problemer, og i centrene er der psykologer, sygeplejersker og pædagoger, der holder øje med børnene. Hvis de kommer ud, vil de være afhængig af en kvik skolelærer eller kvik pædagog. I centrene er der mere hånd på, og det synes jeg egentlig er meget betryggende«. Det er en opgørelse fra Udlændingeservice, der viser, at asylbørnene bliver syge efter flere år i asylcentrene. Et forkert signal Henriette Kjær påpeger, at der siden debatten blussede op sidste år er taget flere initiativer. Senest en ny ordning, der skal give de afviste asylansøgere mulighed for at uddanne sig, så de er bedre rustet til at rejse hjem til Irak, hvor de fleste af de afviste kommer fra. »Jeg synes, at vi skal afvente, om ikke den nye ordning med hjælp til opkvalificering og hjælp derhjemme vil få flere til at rejse hjem. Den er jo slet ikke begyndt at virke endnu, og så vil det være et forkert signal at begynde at tale om midlertidig eller permanent ophold nu«, siger Henriette Kjær. Kan du godt leve med, at børnene bliver syge, mens de venter på centrene? »Der er jo givet en endelig afvisning på asyl til de mennesker. Men de vil ikke rejse hjem, så der er jo ikke tale om ventetid. De følger bare ikke beskeden om, at de skal rejse hjem. Det er jo derfor, de har siddet der så længe«. Unfair at gøre forskel på asylansøgere med børnMen er vi ikke nødt til at forholde os til, at det går ud over børnene? »Jo, men det er lidt at bruge børnene i en kamp for en opholdstilladelse. Det vil være at gøre gevaldig forskel på folk, der har børn, og folk der ikke har børn, når vi skal se på, hvem der skal have asyl. Det synes jeg ikke er retfærdigt. Men jeg kan godt se, at det er en meget kedelig og traumatisk opvækst, de børn får«. »Men det vil ikke være fair at sige, at de får ophold, fordi der er børn, mens andre med lige så gode grunde ikke kan få ophold, men bliver stillet ringere bare fordi de ikke har børn. Det er simpelt hen ikke rimeligt«.




























