Socialdemokraternes sparekrav til forsvaret kan betyde, at der skal drosles ned på ambitionsniveauet i de internationale aktioner.
Det erkender partiets forsvarsordfører Poul Andersen efter hård kritik fra forsvarets store fagforeninger. »Det kan godt være, at vi skal sende færre soldater ud i den enkelte mission. Så vi ikke nødvendigvis sender 200 eller 300 soldater ud til en destination, men måske med et mindre antal«, siger Poul Andersen. »Vi vil gerne se på, om vi kan gøre tingene på en anden måde. Det har vi som politikere et ansvar for at gøre«. Vil det sige, at Danmark så sammenlagt skal sende færre soldater ud til internationale aktioner? »Ja. Man skal jo også være opmærksom på, at de 2.000, vi nu har sat af til udsendelse, har vist sig at være et rimelig højt tal. Og spørgsmålet er, om ikke ambitionsniveauet har været for højt«. Fra forsvar til velfærd I sin økonomiske ti-årsplan lægger Socialdemokraterne op til at spare 1,5 mia. kr. på forsvarsbudgettet. Pengene vil S i stedet bruge til at betale for velfærdsrettigheder. I økonomiplanen lægger S ellers ikke op til at spare på de internationale aktioner. Her hedder det, at »de strategisk højt prioriterede dele af dansk forsvar, såsom den internationale indsats og det nationale terrorberedskab, bør også i et nyt forsvarsforlig tilgodeses økonomisk«. Men det er urealistisk at spare omkring ti procent af forsvarsbudgettet uden at ramme de internationale aktioner hårdt, mener forsvarets tre store fagforeninger, som påpeger, at forsvaret allerede med det gældende forsvarsforlig har været igennem store omorganiseringer og effektiviseringer. Og nu erkender Socialdemokraternes forsvarsordfører altså også, at de internationale aktioner ikke vil undgå sparekniven i partiets spareplan. Måske endnu kortere værnepligt Andre mulige sparemål er værnepligten. »Den værnepligtsordning vi har er ret dyr, og vi bør se på, om vi får det ud af det, som vi skal have«, siger Poul Andersen. Den nuværende værnepligt på fire måneder blev aftalt med det gældende forsvarsforlig, som løber fra 2005 til 2009. »Måske kan værnepligten være endnu kortere, og måske er det ikke alle tre værn, som skal have værnepligt«, siger Poul Andersen. Udspil til det næste forsvarsforlig S vil også overveje, om forsvaret forsats skal være delt op i tre værn, hæren, flyvevåbnet og søværnet. »Forsvaret kan indrettes på mange måder, og det vil vi undersøge nærmere op til forhandlingerne om det næste forsvarsforlig«, siger Poul Andersen. Sparekravet vil indgå i Socialdemokraternes udspil til forhandlingerne om næste forsvarsforlig, der går i gang i løbet af 2008.




























