Louise Frevert, der i fredags sprang ud som centrumdemokrat og genfødte CD i Folketinget, holder sig fra talerstolen, når politikerne på torsdag for alvor indleder deres nye arbejdsår med den traditionsrige åbningsdebat. »Tingene er så nye. Der er ingen grund til at tage unødige tæsk. Jeg stiller gerne op til tæsk, men der er ingen grund til at blive slået ihjel«, siger Louise Frevert, der i foråret forlod Dansk Folkeparti, hvor hun bl.a. havde fungeret som kulturordfører og uddannelsesordfører. 2 grove og 15 gode Frevert har fået en hård medfart i pressen og blandt politiske kommentatorer som følge af sit partiskifte. Og det sætter sig: »Jeg bliver aldrig hårdhudet. Det er meget sårende. Jeg er holdt op med at læse aviser«, siger hun. Til gengæld har hun kun modtaget to grove, negative reaktioner på mail, men hele 15 positive, fortæller hun. Ingen havde forventet at høre CD I modsætning til alle andre partier på Christiansborg kommer CD dermed ikke til at præsentere sine synspunkter for befolkningen ved den massivt pressedækkede åbningsdebat. »Men det havde heller ingen forventet, at CD skulle i år«, siger Louise Frevert, der også begrunder sit fravær med, at partiet er i gang med at justere sit politiske program. Det skal ske på CD’s landsmøde på søndag den 7. oktober. Kun fire protestudmeldelser Efter offentliggørelsen af Louise Freverts indtog i partiet, modtog CD fire udmeldelser.
Bl.a. skred en tidligere amtsformand og en tidligere regionssekretær i protest. Men det har været »en uendelig fredelig weekend«, oplyser partisekretær Winnie Larsen. »Vi har kun fået de fire udmeldelser i alt. Men vi har fået 10, der vil hjælpe os med at samle underskrifter og måske melde sig ind. Så på den måde er der faktisk plus«, siger hun.




























