Hvert år dør op mod 8.000 fodgængere og cyklister i trafikken i EU. Men 1.100 af dem mener kommissionen nu at kunne redde.
Vejen til det skal være, at medlemslandenes personbiler fremover skal have installeret et særligt bremsesystem. Med det såkaldte Brake Assist System (BAS) under kølerhjelmen nedsættes bremselængden. Og i nødsituationer vil det ifølge kommissionen kunne redde menneskeliv.
»Det er et vigtigt forslag for sikkerheden og alle, der bruger vejene«, siger unionens kommissær for erhvervs- og virksomhedspolitik, Günther Verheugen.
Bremser vil være forbedring
Det er Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Større Færdselssikkerhed, enig i.
»Det vil være en helt klar forbedring og er en af vejene til at få antallet af trafikdrab ned«, siger han.
Hvor mange biler der allerede kører rundt med BAS-bremser, ved kommissionen ikke. Men ifølge den forholder unionens bilproducenter sig positivt til forslaget. Selv om det vil betyde, at de skal poste omkring 700 kroner ekstra i hver enkelt bil, der produceres, for at kunne udstyre dem med systemet.
Fremtiden er en radarskærm
Bremsesystemet skal indføres inden 2009. Fordi kommissionens mål er at have fået antallet af ulykker på vejene ned med 50 procent i 2010.
Næste skridt i kampen for EU’s fodgængere er ifølge kommissionen radarer og andet elektronisk udstyr, der kan advare bilisterne. Men det ligger stadig en del år frem i tiden.
Trafikdræbte
I 2006 blev 315 danskere dræbt i trafikken på de danske veje.
Hvor antallet af trafikdræbte var rekordlavt i 2006, har den forløbne del af 2007 været langt mere blodig. Indtil nu er der dræbt 270 personer på de danske veje.




























