Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) hverken kan - eller vil - give en dato for, hvor længe de irakiske asylansøgere skal blive i asylcentrene. Han afviser samtidig Ny Alliances forslag om at lukke alle centrene undtaget ét.
»Når jeg er betænkelig ved forslaget om at lukke asylcentrene, så er det fordi, at asylansøgere så skal sluses ud i samfundet uden at have forudsætninger for at begå sig i det danske samfund. Det vil også være betænkeligt, hvis de skulle gå foran i køen og optage boliger, som danskere har stået på venteliste til i måske lang tid«, siger Anders Fogh Rasmussen. Han erkender, at ventetiden for asylansøgerne er en »stor psykisk og mental belastning«.




























