Naser Khader kræver, at VK-regeringen går af, hvis VKO-flertallet er væk, når stemmerne er talt op efter valget 13. november.
Hvis Anders Fogh Rasmussen (V) skal bruge Ny Alliances mandater for at fortsætte, så skal han tage en dronningerunde, fastslår Ny Alliances formand. »Vi vil kræve, at regeringen går af, og at statsministeren tager en dronningerunde«, siger Naser Khader. »Det er også derfor, vi peger på ham som kongelig undersøger og ikke statsministerkandidat«. Klar til at vælte regeringen Khader siger, at kravet om en dronningerunde kommer, fordi han vil sikre sig, at Fogh forhandler med ham om en eventuel ny VK-regerings politiske grundlag. »Det er vores mulighed for at påvirke et kommende regeringsflertal«. Men hvis VKO-flertallet er væk, så vil Fogh vel naturligt forhandle med jer. Også uden en dronningerunde? »Vi vil kræve, at han tager en dronningerunde under alle omstændigheder«. Og hvis han ikke gør det, så er I klar til at vælte VK-regeringen sammen med resten af oppositionen? »Jeg kan ikke forestille mig, at han går så langt«. Fogh som kongelig undersøger I Danmark har vi negativ parlamentarisme. Det betyder, at en regering ikke må have et flertal – 90 mandater – imod sig. Men den behøver ikke at have et flertal med sig. Ved en dronningerunde går alle partiledere til dronningen for at fortælle, hvem de ønsker som såkaldt kongelig undersøger. Dronningen udpeger så den, som flest peger på, til at lede forhandlingerne om en ny regering.




























