Når konservative siger en, siger S og SF to. Sådan lyder svaret fra den konservative miljøordfører Christian Wedell-Neergaard til oppositionens udspil på klimaområdet. »Socialdemokraternes udspil bærer præg af, at det er valgkamp, det er et markant overbud. Hver gang vi siger 30 procent, så siger de 45 procent«, siger Christian Wedell-Neergaard og refererer til, at de konservative går til valg på at få 30 procent vedvarende energi i 2025, imens Socialdemokraterne vil have 45. Klima skal ikke overbydes De konservative mener ikke, at tiden er til overbud: »Vi er ude af stand til at kunne nå S. De byder hele tiden over, og det er emnet alt for alvorligt til«, siger Christian Wedell-Neergaard. Det Konservative Folkeparti lagde deres miljø- og klimaudspil ud i går, og her mener Wedell-Neergaard, at der er rigeligt med ambitioner: »Det K fremlagde i går er meget ambitiøst«, siger han. CO2 udspil er hovedkulds Socialdemokraterne vil lige som Tyskland binde sig til, at der i 2020 skal være 40 procents mindre CO2-forurening. Men sådan et mål vil de konservative ikke vedtage, de vil først høre, hvad EU anbefaler. »Vi afventer byrdefordelingen i EU. Indtil videre vil vi reducere CO2 udslippet med 21 procent i 2012. Nu skal EU så se, hvad vi kan nå i 2020. Lad EU spille ud«, siger miljøordføren. SF's trafikudspil er useriøs SF er også kommet med et trafikudspil i dag. Planen er at bringe CO2-forureningen ned ved at lave massive investeringer i den offentlige transport. SF vil bl.a. bruge 93 milliarder krone på jernbaner i løbet af de næste ti år - hvad mener du om det? »Jamen, det er fuldstændigt useriøst at afsætte så abnorme summer«, siger Christian Wedell-Neergaard og griner. »Det var godt, vi fik det valg, så kan befolkningen selv se, hvor vildt et overbud, der er. S og SF's udspil er både useriøse og uansvarlige«, siger han. Venstre siger også overbud For Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, er det essentielt, at man laver en realistisk og realiserbar klimapolitik. Han siger også, at Socialdemokraternes udspil er et forsøg på overbudspolitik. Energiordføren mener allerede, at Danmark går foran på energiområdet, fordi Danmark vil opnå 21 procents reduktion i CO2 udslippet i 2012. Venstre vil kun forpligte sig til at forhøje målsætningen, hvis andre lande også gør det: »Vi er allerede et foregangsland, og det afgørende, for om vi skal forpligte os yderligere, er, om vi kan få en international aftale igennem med de store lande som USA og Kina«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mathias Søgaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























