VK skal holde Ny Alliance og Dansk Folkeparti uden for deltaljerne i regeringsgrundlaget. Det siger Pia Kjærsgaard (DF) efter at have været til forhandlinger med Anders Fogh Rasmussen (V) i Statsministeriet. »Vi har sagt til statsministeren, at det måske var den allerbedste ide, at man gjorde som i 2005, hvor der kommer et regeringsgrundlag fra VK«, siger Kjærsgaard foran indgangen til Statsministeriet. Hold os udenfor Hvis Ny Alliance skal være med til at forhandle regeringsgrundlaget på plads, mener hun, at VK bør holde både Ny Alliance og Dansk Folkeparti uden for indflydelse: »Naturligvis bliver vi orienteret om de overordnede holdninger – det er klart. Men nærmere detaljerede er det måske ikke en god ide, hvis Ny Alliance skal med ind«. Kan du forestille dig et regeringsgrundlag, hvor Ny Alliance bliver imødegået, hvor I også er med? »Så langt er vi overhovedet ikke kommet. Hvis statsministeren vælger, at det er VK, der laver regeringsgrundlaget, så er det det. Og hvis Ny Alliance er med, så er vi selvfølgelig mindst lige så meget med«, siger Pia Kjærsgaard uden at ville kommentere de nærmere detaljer i forhandlingerne. Vinker til Khader Da Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne, gik Ny Alliances tre stiftere, Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og Naser Khader ind.
Hverken Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl (DF) havde nogen ordveksling med dem. »Vi skulle begge to på toilettet lige efter. Men vi vinkede alt, hvad vi kunne«., siger Pia Kjærsgaard og pointerer, at »der ikke er nogen sure miner« mellem de to partier.




























