Fogh vil have hurtig aftale om asylansøgere

Lyt til artiklen

Alle Folketingets partier vil blive indkaldt til drøftelser om VK-regeringens nye regeringsgrundlag. Ikke kun Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Det oplyser statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der forventer, at der kan laves brede politiske aftaler om regeringens kvalitetsreform, om klima- og energiplanen og om jobplanen. »Derfor er der noget at snakke med alle Folketingets partier om«, siger Fogh. »I morgen mødes vi igen med Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Det er naturligt, fordi de har peget på mig som statsminister. Men i næste uge går vi ind i en meget intensiv fase med alle Folketingets partier«. Hurtig aftale om afviste irakere På møderne om regeringsgrundlaget vil Fogh også gå efter at få en aftale om de afviste irakiske asylansøgere. »Jeg vil gerne have en hurtig løsning på det med de afviste asylansøgere«, siger statsministeren. Han lægger op til to modeller. Enten en politisk aftale i forbindelse med regeringsgrundlaget eller en enighed om nogle overordnede principper, som så kan forhandles i detaljer, når regeringen er på plads. »Men det vil være rart at have omridset af en løsning i tilslutning til udarbejdelsen af et regeringsprogram«, siger Fogh. Først senere vil regeringen så gå i gang med at forhandle om en større og langsigtet aftale om asyl- og udlændingepolitik. Ny regering på plads i næste uge Anders Fogh Rasmussen forventer så at være klar med et nyt regeringsgrundlag og et nyt ministerhold i slutningen af næste uge. I god tid inden Folketinget samles igen tirsdag 27. november. Både Dansk Folkeparti og Ny Alliance har opfordret regeringen til at udarbejde sit eget regeringsgrundlag. Uden at de to partier nikker til alle detaljer. »Til syvende og sidst er det de to regeringspartier, der skriver regeringsgrundlaget og selv står inde for det. Men vi vil selvfølgelig lytte opmærksomt til, hvad partierne siger med henblik på at skrive regeringsprogrammet sådan, at vi får et solidt grundlag for regeringens arbejde i en hel valgperiode«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Vi kan jo ikke tage højde for alt, hvad der sker de næste fire år, men vi vil prøve at adressere det, vi kan se foran os. Der vil vi selvfølgelig lytte meget opmærksomt til, hvordan silden står i havet, så vi kaster nettet ud det rigtige sted«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her