I går sagde løsgængeren Pia Christmas-Møller, at Ny Alliance og Socialdemokraterne burde inviteres med til forhandlinger om de afviste asylansøgeres fremtid.
I dag reagerede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) så på den opfordring, da hun inviterede Ny Alliance til et såkaldt kaffemøde for at udveksle meninger om de afviste asylansøgere. Men derfra og til at lande en bred aftale, er der et stykke vej. For Ny Alliance slår fast, at det »bliver vanskeligt« at være med i en aftale, hvis ikke de afviste asylansøgere får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. NA vil gerne være med »Nu er vi jo ikke i en position, hvor vi kan være ultimative på vores krav, så jeg er da først og fremmest interesseret i, hvor langt vi kan flytte det her, for vi vil gerne være med«, siger Ny Alliances udlændingeordfører, Jørgen Poulsen. »Men det er klart, at det bliver svært at gå med, hvis ikke de afviste kan få mulighed for at arbejde. Men det tror jeg nu faktisk nok, vi skal finde ud af, for jeg kender jo til de holdninger, som Birthe Rønn Hornbech tidligere har givet udtryk for. Og man kan vel sige det på den måde, at det virker som om, at hun er lidt bedre inde i sagerne end hendes forgængere«, siger Jørgen Poulsen. Rønn ville have lempeligere forhold Dermed forsøger Jørgen Poulsen at appellere til de holdninger, som Birthe Rønn Hornbech repræsenterede, da hun var menigt medlem af Venstres folketingsgruppe.



























