I starten af november fyldte finnen Pekka-Eric Auvinen sin skoletaske med en pistol og 400 patroner.
Den nåede han at affyre 68 gange, inden han vendte løbet mod sig selv. Otte mennesker døde, da Pekke-Eric Auvinen tømte sin pistol. I slutningen af november blev en tilfældig sikkerhedsvagt skudt af en vred skatteborger på Tagensvej i København. Fordi skattefogden ikke kunne give ham en lejlighed. Våben skaber utryghed »Den finske massakre har bare understreget, hvor vigtigt det er at se på våbenlovgivningen«, siger justitsminister Lene Espersen (K). Så det gjorde hun fredag sammen med sine 26 justitsministerkolleger. »Jeg tror, alle lande oplever en forråelse, og at der er mange skydevåben i omløb, som skaber utryghed i de større byer«, siger ministeren. Dansk lovgivning skal ændres Blandt andet derfor er hun godt tilfreds med, at unionen nu kommer til at stramme våbenlovgivningen. »Det er et rigtig godt initiativ, som kommer til at kræve, at vi ændrer på loven. Men vi er meget enige i, at der skal være bedre styr på våbenlovgivningen«, siger Lene Espersen. Med det nye lovforslag må skydevåben kun købes af personer over 18 år, der har våbentilladelse. I særlige tilfælde kan helt unge jægere og sportsskytter få lov til at have et våben, men udelukkende hvis det er under kontrol af en myndig person med våbentilladelse. Det sidste mangler Alle skydevåben og patroner skal udstyres med et mærke, som skal gør det lettere at spore dem. Og samtlige af EU’s 27 medlemslande vil være forpligtet til at lave en computerdatabase, som skal gemme på oplysninger om skydevåben i landet, deres ejer, tidligere ejere, producent og reparationer. Og det mindst i 20 år. Præcis hvor meget den nuværende våbenlov skal ændres, er endnu ikke klart, da forslaget stadig mangler at blive slebet til.




























