Søvndal: Fogh lytter til vores EU-ønsker

Lyt til artiklen

SF tror på en aftale med EU-partierne om, hvordan Lissabontraktaten skal ratificeres i Danmark. »Det gik godt. Vi arbejder os frem mod en aftale«, siger Villy Søvndal efter dagens forhandlinger med EU-partierne – Folketingets partier undtagen DF og Enhedslisten. De mødtes i Statsministeriet til det første møde, efter at Anders Fogh Rasmussen (V) 13. december underskrev Lissabontraktaten, som nu skal ratificeres i Danmark. Det var en positiv Villy Søvndal, der efter mødet kunne fornemme »villigheden til at få lavet en ny aftale«. Vil have klare regler Netop villigheden til forhandlinger er vigtig, hvis SF i sidste ende skal indgå en aftale om ratificeringen af Lissabontraktaten, hvor EU-landene blandt andet går over til at træffe flertalsafgørelser. »På det punkt er det helt afgørende for os, at der for eksempel på miljøområdet er vidtstrakte fællesregler, så ingen kan undslå sig de fælles klima- og miljøregler. På arbejdsmarkeds- og socialområdet går vi efter at beskytte de danske regler«, siger Søvndal. SF var med i aftalen om forfatningstraktaten tilbage i november 2004. En aftale, som Villy Søvndal »er meget glad for. Det er en af de bedste aftaler, vi nogensinde har lavet«, siger han. »Kræv en folkeafstemning« SF har valgt at sætte sig til forhandlingsbordet, selv om de i efteråret krævede, at Lissabontraktaten først skulle til folkeafstemning. Et ønske, som der ikke var opbakning til i Folketinget. Og da Justitsministeriet dengang vurderede, at Danmark ikke afgav suverænitet ved at tilslutte sig traktaten, skrev Fogh under uden at lytte til SF’s ønske. Nu prøver Enhedslistens Per Clausen at presse SF til at bruge sin centrale rolle i forhandlingerne, hvor Fogh har en interesse i at have SF’s støtte med udsigten til at skulle sende de fire danske EU-forbehold til folkeafstemning. I et åbent brev til Søvndal opfordrer Per Clausen derfor SF til at kræve en folkeafstemning om traktaten, før den skal ratificeres. Men det ønske afviser SF: »Det ville da være at banke hovedet ind i en mur«, siger europaordfører Anne Grete Holmsgaard (SF). Hun siger, at det ikke på noget tidspunkt bliver et krav fra SF’s side ved forhandlingerne. »Vi må desværre sige, at der ikke var flertal for en folkeafstemning om traktaten. Men når vi nu er til forhandlinger, kan vi jo ikke gå ind og lade vores holdning til traktaten afhænge af, om vi får en folkeafstemning eller ej«, siger Anne Grete Holmsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her