»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at boligejerne skal beskattes hårdere«. Ordene er skatteminister Kristian Jensens (V). Han forsøger at få bekymrede boligejere til at sove roligt om natten, på trods af at det i kommissoriet til den ny skattekommission kun er ejendomsværdiskatten, der eksplicit er fredet. Hverken rentefradrag eller grundskyld er nævnt som urørlige, og det kunne betyde, at der kan rokkes ved dem, så boligejerne kommer til at sidde dyrere i det. Ingen brandbeskatning Bekymringen næres også af, at flere eksperter har sagt, at boligbeskatningen er nødt til at komme i spil for, hvis skatten på indkomst skal ned - hvilket er et af målene med en skattereform. Men også Venstres politiske ordfører Inger Støjbjerg opfordrer boligejerne til at slå koldt vand i blodet. »Det ligger ikke i kortene, at husejerne skal brandbeskattes«, fastslår Inger Støjbjerg. Og så gentager hun i øvrigt, at skattekommissionen skal have lov til at arbejde i fred. »Vi skylder kommissionen at holde fingrene væk, eller giver det ikke mening at nedsætte en kommission«, siger hun. K: Noget er mere fredet end andet Også den konservative skatteordfører Lars Barfoed forsøger at mane til ro - dog lidt mere tvetydigt. Barfoed siger, at ejendomsværdiskatten er nævnt i kommissoriet, fordi det er »politisk udelukket på forhånd at ændre ved den«.
Og når rentefradraget og grundskylden ikke er nævnt skyldes det, at det ikke på samme måde er fuldstændig udelukket, at man vil se på dem. »Der er noget, som det er meget lidt sandsynligt, at vi vil gøre noget ved, og der er noget, som det er meget sandsynligt, vi vil gøre noget ved«, siger Lars Barfoed kryptisk til Ritzau. Løfter til boligejerne under valgkampen Det er tvivlsomt om der politisk vil være stemning for en meget hårdere beskatning af boligejerne.




























