Efter valgnederlaget for to måneder siden, vil partileder Bodil Kornbek (KD) i morgen kræve sit baglands opbakning til et markant kursskifte for Kristendemokraterne. Hun vil endeligt gøre op med partiets profil, som et kristent, borgerligt parti, og det får hendes kritikere til at kræve et opgør om formandsposten. »Jeg er ikke nervøs. Jeg regner med, der er opbakning til planen fra dem, der vil knokle. Dem, der er imod, må så tage konsekvensen af det«, siger Bodil Kornbek. Ved folketingsvalget blev Kristendemokraterne halveret og gik fra 1,7 procent til 0,8 procent af stemmerne. Derfor er der behov for en ny strategi, mener Bodil Kornbek. I hendes øjne giver det dårlige valgresultat partiet »alle muligheder for at tage det rene snit nu«. Skeptisk bagland På hovedbestyrelsesmødet trækker hun derfor linjerne op.
Hun fremlægger blandt andet et 10-punktsprogram, der skal gøre Kristendemokraterne – der bevarer sit navn – til ’Danmarks nye familieparti’. Planen bliver mødt med skepsis af flere i hovedbestyrelsen. Blandt kritikerne er Tove Videbæk (KD), der tabte formandsopgøret med Bodil Kornbek i 2005. Tove Videbæk møder op til bestyrelsesmødet med en evaluering af, hvad der gik galt for partiet under valgkampen. Og hun foreslår samtidig – sammen med en række andre medlemmer fra Vestjylland – at der bliver indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling til foråret, hvor formandsposten skal i spil. »Vi håber, vi kan have et par alternative kandidater med, så formandens mandat kan blive styrket, eller at der kommer en anden formand. Jeg håber på en afklaring«, siger Tove Videbæk, der mener, at Kristendemokraterne skal tilbage til sin borgerlige profil: »Vi nødt til at erkende at størstedelen af vores vælgere befinder sig i den borgerlige del af befolkningen«. Vil ikke vælge side Men det kritiske modspil bekymrer ikke Bodil Korbek.




























