Midt i deprimerende meningsmålinger for Socialdemokraterne og verbale tæsk fra snart sagt alle politiske iagttagere får S-formand Helle Thorning-Schmidt ros at varme sig på. Den kommer fra den norske statsminister Jens Stoltenberg. »Jeg er imponeret over det arbejde, Helle har gjort. Hun er en stærk politisk leder, og hun er en tålmodig politisk leder«, siger statsministeren, der førte de norske socialdemokrater til valgsejr i 2005. Let at være leder i medgangKan du lære Helle Thorning-Schmidt noget – eller give nogle erfaringer videre om ikke andet? »For det første så har jeg vældig stor respekt for det, Helle Thorning-Schmidt gør i dag. Hun viser styrke, når der er lidt modgang«, siger Stoltenberg og fortsætter: »Det er let at være leder i medgang, det er sværere i modgang, og hun står vældig stærkt i det politiske arbejde. Jeg tror, det er muligt at hente inspiration fra hinanden«, siger Stoltenberg. Det lange blik Selv erkender Helle Thorning-Schmidt, at »det går ikke helt, som vi gerne vil have det i øjeblikket for partiet«. »Men Jens har et mantra, som han af og til siger, og det er: hold ud! Fordi det går op og ned i politik, og derfor er det også altid så rart at tale med Jens, fordi han netop taler om, at det her kræver, at man har det lange blik på, og at man holder ud i de situationer, hvor det bliver svært«, siger hun: »Vi er jo ikke politiske ledere for at holde op, når det bliver svært. Vi er netop politiske ledere for at holde ud, når det bliver svært. Og det er selvfølgelig også det, vi gør hos de danske socialdemokrater«. Fogh og Stoltenberg enige om klima Inden sit møde med Helle Thorning-Schmidt mødtes Norges statsminister også med sin danske kollega Anders Fogh Rasmussen.
De to talte især om klima og erklærede sig helt på politisk linje med hinanden. De to lande vil afstemme holdninger og tale med en stemme ved FN’s klimatopmøde i København næste år, der gerne skulle ende med en international aftale, der omfatter alle verdens store udledere af drivhusgasser. Jens Stoltenberg lovede har desuden lovet Danmark konkret hjælp til at arrangere klimatopmødet i 2009 og vil også finansiere en del af de konferencer og udredninger, som skal laves inden.




























