Søvndal: Jeg støttede ikke Holger K.

Lyt til artiklen

SF’s formand Villy Søvndal erkender nu, at han var imod, da Holger K. Nielsen som SF-formand i 2001 forsøgte at ændre partiets udlændingepolitik væk fra et image som lidt for tolerante »hallal-hippier«. Erkendelsen kommer i portrætbogen "Villys Verden", som udkommer på Forlaget Sohn i næste uge. I bogen beskrives SF’s landsmøde i 2001, hvor Holger K. Nielsen i sin tale lagde op til en revision af SF’s udlændingepolitik. Det gjorde han også i avisinterviews op til landsmødet. Han sagde bl.a., at »vi har været for arrogante«, og at SF i højere grad skulle tage danskernes bekymring for problemer med indvandringen alvorligt. »Det ærgrer mig i dag« Holger K. Nielsen fik rigtig mange verbale tæsk på det landsmøde, og en af modstanderne mod den nye linje var Villy Søvndal, der nu selv som SF-formand er i fuld gang med en ny kurs i udlændingepolitikken. Det historiske perspektiv har Villy Søvndal hidtil ikke villet forholde sig til, men i bogen erkender han, at »Holger skulle have haft langt større støtte, aktiv støtte«. »Der var jeg ikke tydelig nok. Vi havde i for lang tid det synspunkt, at ethvert muslimsk synspunkt er et undertrykt synspunkt, og derfor skal vi forsvare det. For at sige det ret firkantet. Der tog Holger fat på en nødvendig debat. At vi må skelne mellem progressive og reaktionære ideer og synspunkter. Det skulle vi have sagt noget før. Det ærgrer mig i dag«, siger Søvndal i bogen. Villy og bagklogskaben »Jeg tror, at man skal have forståelse for, at politiske processer – også for politikere – er noget, der udvikler sig undervejs. Jeg har ikke deltaget ret mange gange i debatter om integration og udlændinge. Det er ikke for mig på det her tidspunkt et centralt tema«. »Dér tror jeg ofte, at det vil være sådan, at politikere som alle andre udvikler sig undervejs, forhåbentlig. Og udvikler sig lige præcis, når man står i brændpunktet. Det stod jeg bare ikke i, og set i bagklogskabens lys synes jeg, at Holger skulle have haft langt større støtte, aktiv støtte. Det var ikke velforberedt nok, og jeg var ikke selv spids nok på det«, siger Søvndal. Vestager havde ikke tid til interview Holger K. Nielsen har flere gange – forsigtigt – gjort opmærksom på, at der ikke er noget revolutionerende nyt i Villy Søvndals udtalelser om Hizb ut-Tahrir og udlændingepolitik i de seneste uger. Den nye portrætbog er skrevet af journalisten Gerda Kristensen, som har mere end 50 mennesker om Villy Søvndal. Kun tre har sagt nej til at bidrage. En af dem er den radikale leder Margrethe Vestager. Hendes begrundelse var, at hun ikke havde tid til en interviewaftale i det halve år, forfatteren foretog de mange interviews. Forfatteren fik også afslag fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med samme begrundelse. Det er SF’s gruppeformand Ole Sohn, der står bag Forlaget Sohn. Den interessekonflikt har forlag og forfatter løst ved at sørge for, at Ole Sohn intet har haft med bogen at gøre undervejs. Den opgave har været lagt ud til en ekstern redaktør.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her