Hele 106 gange på 270 spørgsmål er svar fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets Miljøudvalg blevet forsinkede.
Det fremgår af en optælling, som politiken.dk har foretaget, og betyder, at miljøministeren har svaret for sent på næsten 40 procent af alle spørgsmål.
Allerede i sidste uge kom det frem, at der var problemer med svarfristerne i Miljøministeriet. Dengang kunne Politiken fortælle, at svaret på spørgsmål 179 var mere end to måneder undervejs, og det førte til, at et samråd måtte aflyses, fordi medlemmerne af Folketingets Miljøudvalg ikke havde den nødvendige information til rådighed. Folketingets formand: Frister skal overholdes
Men nu viser en sammentælling altså, at andre 105 spørgsmål har været forsinkede, siden Troels Lund Poulsen blev minister i november. Og selv om langt de fleste kun er få dage forsinkede, understreger Folketingets formand, Thor Pedersen, at svarfrister skal overholdes.
»Jeg vil ikke kommentere den konkrete sag med Miljøministeriet, men generelt vil jeg sige, at det er ministerens ansvar og pligt, at frister overholdes. Jeg ved af egen erfaring, at man ikke kan have 20-30 tidsfrister inde i sit hoved, men så må man som minister slå i bordet og sørge for, at ministeriet fungerer«, siger Thor Pedersen, der har iværksat en undersøgelse, der skal kortlægge forsinkelserne fra samtlige ministerier. Ministerierne har fået længere svarfrist
Det sker, fordi reglerne for spørgsmål blev ændret sidste år. Det har blandt andet givet ministerierne længere tid til at svare – til gengæld blev det indskærpet, at fristerne skulle overholdes.
»Selvfølgelig kan spørgsmål have en sådan karakter, at det kræver mere tid. Men så må man give et midlertidigt svar i god tid, så Folketingets medlemmer kan blive orienteret om, hvad der foregår«, siger Thor Pedersen.




























