Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Minister beklager smøl med besvarelser

Det er skudt over målet at anklage mig for at sidde og forsinke svar til Folketinget, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
Det er skudt over målet at anklage mig for at sidde og forsinke svar til Folketinget, siger miljøminister Troels Lund Poulsen.
Lyt til artiklen

Det er ikke godt nok, og det vil blive bedre fremover. Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) lover bod og bedring i kølvandet på en opgørelse på politiken.dk, der viste, at 40 procent af alle svar fra ministeren til Folketingets miljøudvalg er forsinkede. I et tilfælde var et svar mere end to måneder undervejs, hvilket betød, at et samråd måtte aflyses. Aflysningen skyldtes, at medlemmerne af Folketingets Miljøudvalg ikke havde den nødvendige information til rådighed. »Jeg kan konstatere, at vi ikke har været gode nok til at svare Folketinget inden for de frister, der er. Det har jeg taget konsekvensen af ved at indskærpe internt i ministeriet og i vores styrelser, at de frister til Folketinget, de kan ikke gradbøjes, og de skal overholdes. Kan vi ikke overholde, skal vi forklare, hvorfor vi ikke kan overholde dem, og hvornår vi vil svare«, siger han over telefonen til politiken.dk. Vil ikke debattere årsagen Han understreger, at han har »ingen, absolut ingen, intention om at tilbageholde oplysninger for Folketinget«. Hvad er forklaringen på, at det går så langsomt? »Jeg vil slet ikke gå din i en debat om, hvordan det kan være. Jeg vil bare sige, det er ikke godt nok, det beklager jeg, og jeg har indskærpet, at vi skal svare i tide fremover«, siger Troels Lund Poulsen. Per Clausen fra Enhedslisten har dog allerede kommet med sit bud på en forklaring på, hvad det er, der har gjort svarene fra Miljøministeriet så forsinkede. Han henviser til et internt notat fra Miljøministeriet, som Politiken er i besiddelse af, og som er blevet rundsendt til ministeriets ansatte. Notatet udstikker retningslinjerne for alt fra brevskrivning til pressehåndtering og udarbejdelse af svar til Folketinget. Og heri står der blandt andet, at »det er en god idé at forelægge flere initiativer på én gang i en samlet pakke«. »Det er skudt over målet« Det har fået Per Clausen til at erklære, at hvis miljøministeren »hver gang skal vente på to gode sager, før han kan svare, så er det klart, at der er forsinkelser«. Troels Lund Poulsen er »ærgerlig« over denne sammenkædning mellem forsinkelserne og det interne notat. »Det er skudt over målet at anklage mig for at sidde og forsinke svar til Folketinget. Jeg er ærgerlig over den kobling, men jeg kan jo ikke bestemme, hvad Per Clausen vil mene«, siger Troels Lund Poulsen. »Det skal ses i den sammenhæng, at hvis jeg for eksempel får at vide, at vi ikke lever op til EU’s målsætninger på et givent område, så skal den nyhed jo kædes sammen med, hvad vi så kan gøre ved det. Det er i den sammenhæng, den linje skal ses. Det er ikke et forsøg på at holde sager skjult«, siger han. Et udvalg kan ifølge loven anmode en minister om at besvare spørgsmål, og det skal som regel ske senest fire uger efter spørgsmålet er stillet. Hvis ikke det er muligt, skal det skriftligt meddeles udvalget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her