SF vil afvente regeringens redegørelse om tørklædeforbud, før partiet gør sin egen stilling op.
Det oplyser SF-gruppeformand Ole Sohn efter en diskussion i folketingsgruppen. »Der er mange følelser i det her, og hvis I lader være med at sige det til nogen, så vil jeg godt sige, at jeg synes, det er meget forstandigt, at statsministeren har besluttet at nedsætte et udvalg for at se på, om der er nogle særlige neutralitetsforhold, der gør sig gældende for myndighedspersoner«, siger Ole Sohn. »Og det afventer vi, fordi så kan vi træffe en beslutning på et mere nuanceret grundlag«. Så I har ikke gjort op, hvad SF mener om en dommer med muslimsk tørklæde? »Vi har gjort op, at vi synes, det er meget klogt, at man træffer beslutninger på et vidensbaseret grundlag frem for hysterisk at rende efter Dansk Folkepartis politiske dagsorden i en tid, hvor samfundet står over for store problemer«, siger Ole Sohn. Er det ikke bare udtryk for, at I ikke kan blive enige? »Nej, det er det sådan set ikke. Det er udtryk for, at vi gerne vil træffe en beslutning på et oplyst og vidensbaseret grundlag, hvis der skal træffes en beslutning. Det kan man ikke, når vi har en hysterisk debat, hvor det gælder om at være hårdere og hårdere i sin retorik«. Men du må mene, at der kan være tvivl om, det er i orden for en dommer at bruge tørklæde, når du vil afvente regeringens arbejdsgruppe? »Jeg mener, at det er meget følsomt. For mig og for hele gruppen er holdninger det afgørende. Ikke påklædning eller madvaner«. Ole Sohn understreger, at han ikke kan forestille sig, at politikerne skal blande sig, når det gælder politi og militær. »Jeg kan ikke se, at der er et problem, og jeg synes, at politikere har mere aktuelle opgaver at tage fat på end at diskutere hypotetiske spørgsmål, som måske kan blive aktuelle. Ikke i vores generation, men i kommende generationer«, siger Ole Sohn. Synes du selv, at det vil være i orden, hvis en dommer bærer muslimsk tørklæde? »Jeg mener, at det er helt afgørende, at vi vurderer domstolene ud fra den status, de har som neutrale instanser. Om det betyder, at man skal ændre deres påklædningsregulativ, det vil jeg gerne se på, når regeringen kommer med resultatet fra sin arbejdsgruppe, som også indhenter erfaringer fra andre lande. Det er en klog måde at gøre det på«.




























