Integrationsministeriet har nu valgt helt at fjerne en række politisk kontroversielle udtalelser fra en af ministeriets kontorchefer, som har udtrykt ønske om at tale med den yderligtgående muslimske gruppe, Hizb-ut-Tahrir. Det oplyser departementschef i Integrationsministeriet, Claes Nilas til politiken.dk: »Vi gør det for at undgå yderligere misforståelser i denne her sag«, siger han.
Fogh afviser dialog Udmeldingen kommer efter statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag på sit pressemøde slog fast, at ingen i regeringen og heller dens embedsmænd har været eller vil i dialog med Hizb-ut-Tahrir. Indtil for få timer siden kunne man ellers læse det stik modsatte på Integrationsministeriets hjemmeside. Her stod at ministeriets kontor for antiradikalisering så det som en af sine vigtigste opgaver netop at tale med grupper som Hizb-ut-Tahrir . »Vi skal ikke være bange for at tage kontakt til nogen. Det gælder naturligvis de helt oplagte aktører som kommunerne, foreninger og andre, som giver sig selv, men vi skal selvfølgelig også tale med muslimske foreninger, og – ja – kunne tale med Hizb-ut-Tahrir for den sags skyld«, udtalte kontorchef Hanne Stig Andersen i Integrationsministeriets nye kontor for antiradikalisering i april måned i en pressemeddelelse. Men det bliver der altså ikke noget af længere.




























