DF får vetoret over pengeuddelingen

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance får førsteret til at fordele milliarder af kroner til renovering af f.eks. skoler, daginstitutioner om plejehjem, hvis regeringen finder, at der er behov for endnu en vækstpakke til at sparke gang i dansk økonomi. På sit ugentlige pressemøde i dag slog statsminister Anders Fogh Rasmussen fast, at skal økonomien kickstartes i løbet af 2009 med massive offentlige investeringer, så har partierne bag finansloven, altså DF og Liberal Alliance med sine to resterende medlemmer, vetoret på hvem der skal være med til at fordele pengene. »Vores udgangspunkt er, at aftalerne om den økonomiske politik skal hvile på et så bredt flertal som muligt i Folketinget. Men når vi taler om finansloven for 2009, så har vi en aftale med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance«, siger statsministeren. »Man bryder ikke aftaler« I forbindelse med finanslovsforliget blev det skrevet på første side i loven, at det kan være nødvendigt med investeringer i offentlige institutioner.

Især for at få gang i byggebranchen. Med i forliget var kun DF og Liberal Alliance – der dermed også skal være med til at fordele pengene. »Det siger sig selv, at man ikke bryder indgåede aftaler. Skal indgåede aftaler ændres, så kræver det indforståelse med dem, som man har indgået aftalerne med«, fastslår Fogh. Thulesen bestemmer Dermed er det op til Liberal Alliances Anders Samuelsen og DFs chefforhandler, Kristian Thulsensen Dahl, hvem der skal inviteres med til forhandlingsbordet, når der skal sendes penge ud til skoler, daginstitutioner og plejehjem. Og her gør Thulesen Dahl det klart, at de penge, som i finansloven er klausuleret til investeringer i det offentlige, vil blive fordelt at regeringen, DF og Liberal Alliance. »De partier, som laver finansloven, de tager alle glæderne – og også alle problemerne«, siger Thulesen-Dahl og spørger retorisk: »Hvorfor skulle partier, som ikke har villet tage ansvar for den samlede finanslov pludselig komme ind og få indflydelse«?. Dem, de andre ikke vil lege med Det betyder, at Socialdemokraterne, SF og de radikale, som netop har været med til at forhandle en redningspakke til bankerne på 100 milliarder kroner på plads med regeringen, ikke får lov at være med til næste økonomiske hug. Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, undrer sig over at være lukket ude på forhånd: »Det undrer mig, at den statsminister, som for en uge siden talte om alvorlig krise i forbindelse med bankpakken og om hvor vigtigt det var at stå sammen, ikke synes at vækstdimensionen er så vigtig, at vi må stå sammen«, siger hun: »Det er uforståeligt« »Vi har brug for at arbejde sammen for at få de rigtige løsninger. Vi har sagt at vi gerne vil være med til at lave en efterspørgselspakke. Det er uforståeligt, at S, SF og de radikale ikke må være med. Underligt, at Dansk Folkeparti har fået lov at bestemme«, siger Socialdemokraternes leder. Regeringen analyserer i øjeblikket i kølvandet af bankpakken, om det er nødvendigt med en ny vækstpakke, og hvor de økonomiske saltvandsindsprøjtninger gør mest gavn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her