Det bliver unge boligejere i de store byer, der bliver ramt, hvis regeringen og Dansk Folkeparti holder fast i, at rentefradraget skal ændres for de personer, som betaler mere end 50.000 kroner i renter om året. Det siger Socialdemokraterne, som undrer sig over, hvorfor det netop skal gå ud over den gruppe. »Man kan i hvert fald sige, at det her kommer til at ramme alle i hovedstadsområdet, som har købt bolig inden for de seneste tre år. Det er typisk unge førstegangskøbere, som i forvejen sidder hårdt i det – og man kan jo spørge, hvorfor det lige er dem, der skal finansiere en skattereform«, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen
Oppositionen taler om løftebrud
Forslaget om at pille ved rentefradraget blev oprindeligt lanceret af den skattekommission, som regeringen nedsatte forud for forhandlingerne om den skattereform, som ventes på plads omkring 1. april. Skattekommissionen foreslog, at man ændrede rentefradraget fra 33 til 25 procent for at finansiere skattelettelser på arbejde.
Netop det forslag mødte hård kritik fra oppositionen, og da regeringen ikke straks tog afstand fra forslaget, begyndte oppositionen at tale om løftebrud, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forud for sidste valg i et personligt brev til 400.000 boligejere lovede, at de »kunne sove trygt om natten« – sådan at forstå, at regeringen ikke ville øge beskatningen af deres bolig.
Ifølge flere medier forsøger regeringen nu at komme uden om beskyldningerne om løftebrud ved ’kun’ at ramme dem, som har meget gæld, men det er ikke noget, Socialdemokraterne bryder sig om.
S vil ikke pille ved rentefradraget »Nu kommer vi jo ikke med ultimative krav, for vi vil ikke ødelægge forhandlingerne på forhånd. Men vi er stærkt bekymrede for den her gruppe«, siger Henrik Sass Larsen. Kan man forestille sig, at S kunne acceptere det her, hvis samme gruppe blev kompenseret på en anden måde? »Det vil jeg slet ikke gå ind i. Det er alt for langt inde i forhandlingerne. Men jeg kan sige så meget, at vi vil fremlægge en finansiering, hvor man ikke piller ved rentefradraget, men i stedet ser på fradragsmulighederne for pensioner og sundhedsforsikringer«, siger Henrik Sass Larsen, der er glad for, at regeringen har droppet et andet af Skattekommissionens forslag – at pille ved længden på SU’en.




























