Mens Dansk Folkeparti ikke vil være med til at sænke topskatteprocenten fra 15 til 13,5, så vil partiet gerne være med til at hæve topskattegrænsen. DF’s finansordfører Kristian Thulesen Dahl mener, at hæver man grænsen for, hvornår man træder ind i topskatten, så kan man efter alt at dømme få flere til at arbejde mere. »Når vi taler om at sætte topskatteprocenten ned, så taler vi om at give en lettelse, der rammer hele vejen igennem og giver dem i toppen noget ekstra flødeskum. Men hensigten med det her er jo at få flere til at arbejde noget mere, og der tror vi, at det gør en større forskel i forhold til at tage noget overarbejde, at man træder ind i topskatten senere«, siger Kristian Thulesen Dahl. Hellere grænse end procent I dag er grænsen for at træde ind i topskatten, at man tjener mere end 370.000 kroner eller cirka 31.000 kroner om måneden (tal fra 2008 ifølge Skatteministeriets hjemmeside).
Dansk Folkeparti vil ikke lægge sig fast på, hvor grænsen skal lægge fremover, men partiet vil altså hellere være med til at hæve grænsen, end den vil sætte procenten ned, sådan som regeringen har foreslået i sit skatteudspil. »Vi har bedt om at få nogle beregninger på, om ikke det vil give mere arbejdskraft ved at hæve grænsen frem for at sænke procenten. For procenten, det er udelukkende et spørgsmål om, at direktøren, der får en fast hyre ikke bliver yderligere motiveret, for han får reelt bare en skattelettelse, mens et løft af grænsen vil kunne motivere nogen til at arbejde mere, fordi de får mulighed for at tjene mere, inden de skal betale den højeste skattesats«, siger Kristian Thulesen Dahl. Samuelsen truer med exit For de konservative – og specielt for Liberal Alliance – er det hjerteblod, at der bliver rykket ved topskatteprocenten.




























