Naser Khader beskylder sine modstandere for en smædekampagne, der skal forhindre det nye parti i at blive tungen på vægtskålen efter folketingsvalget. Anklagen kommer, efter at Nyhedsavisen senest har hævdet, at Naser Khader lyver om oprettelsen af en fond for fattige palæstinensiske børn.
Tidligere på ugen påstod ugebladet Se og Hør, at Ny Alliances leder havde fået lavet sort arbejde, og partiet er nu på vej ned i de seneste meningsmålinger. Vil kun tale politik fremover »Hver eneste dag kommer der to til tre henvendelser, hvor journalister eller andre har fået et tip om, at der er et eller andet galt. Alt det, der handler om noget, som ikke har noget med Ny Alliances politik at gøre, vil jeg ikke kommentere fremover. Jeg vil simpelthen ikke. Det er så åbenlyst, at det er en smædekampagne, tilsvining, fra mine politiske modstandere. Men hvem afsenderne er, har jeg ingen anelse om«, siger Naser Khader i et interview med Ritzau. Naser Khader fører for øjeblikket valgturné i Nordjylland.




























