Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er kendt for at have udførlige drejebøger under armen i forbindelse med store politiske forhandlinger for at sikre et højt tempo.
Og den danske statsminister stiller sig da heller ikke tilfreds med tempoet i de internationale forhandlinger om en ny klimaaftale til FN-topmødet i København til december. »Jeg havde gerne set, at vi globalt var længere i forhandlingerne, end vi rent faktisk er på nuværende tidspunkt«, siger han under dagens EU-topmøde i Bruxelles. Den danske statsminister holder igen med at udpege syndere, men det nuværende tempo sætter hele aftalen på spil, siger han: »Til syvende og sidst er det jo et fælles ansvar hos alle at sikre, at der kommer noget fremdrift. Men jeg vil bare gøre opmærksom på, at der ikke er ret mange måneder tilbage før Københavnstopmødet, så hvis der ikke snart sker nogle fremskridt, så bliver det vanskeligt at nå«. Toppen af kransekagen på banen Statsministeren mener stadig, at der i København »er en fair chance« for at nå frem til en forlængelse af den nuværende Kyoto-aftale, der ophører i 2012. Men det kræver, at verdens stats- og regeringschefer melder sig på banen. »Det er nødvendigt nu at få skåret igennem på nogle helt overordnede politiske problemer og få lagt en klar overordnet politisk linje. Så kan man altid fylde detaljerne ud frem mod København, men vi har behov for nu snarest at få engageret stats- og regeringscheferne«. Den danske statsminister afviser dog, at hans tone er mere negativ end hidtil: »Du må ikke opfatte mig som negativ. Jeg er bare utålmodig«, siger han. Må droppe mødeplan Oprindeligt havde statsministeren sat næsen op efter et møde mellem landenes politiske topper i marts i FN-regi.




























