Dansk Folkepartis partileder, Pia Kjærsgaard, er dybt skuffet over, at den danske regering har besluttet at deltage i FN’s racismekonference i Genève, som begynder i dag.
Det skriver hun i sit ugebrev.
»Jeg er dybt skuffet over den danske regering. Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvorfor man vil deltage i den farce, der i de kommende dage kommer til at udspille sig i Genève. Konferencen er en opfølgning på det møde, der i 2001 blev holdt i den sydafrikanske by Durban. Mødet endte med, at blandt andet USA og Israel udvandrede, efter at zionisme – altså den opfattelse at jøderne har ret til et hjemland i Israel – blev sidestillet med racisme«, skriver Kjærsgaard.
»Konferencens egentlige formål er bekæmpelse af racisme – et fænomen, som hånden på hjertet formentlig er temmelig marginalt i Europa og den vestlige verden i dag. Hvor mange mennesker går sådan til daglig rundt og dyrker den forestilling, at hvide mennesker er mere intelligente end sorte, eller at sorte er mere intelligente end hvide for den sags skyld? Næppe et stort tal – og af mangel på et egentlig problem at diskutere har FN-landene gjort tre ting:«.
I modstrid med al fornuft
»For det første har man til lejligheden genopfundet klassisk biologisk racisme. Man forsøger i modstrid med al fornuft at foregøgle, at mange europæere går rundt og tror, at hvide er mere intelligente end sorte. For det andet har man stoppet alle mulige andre begreber som xenofobi – angst for fremmede – og islamofobi – angst for islam - ind i racismebegrebet. Det er i øvrigt under den overskrift, at flere islamiske lande har slået til lyd for at forbyde kritik af religioner (læs: islam). Og for det tredje er der så hele Israel-Palæstina-konflikten, som de muslimske lande insisterer på såmænd også er et spørgsmål om racisme«, skriver partilederen.
Danmark deltager trods betænkeligheder
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har her til formiddag efter svære overvejelser besluttet, at Danmark skal deltage i konferencen.
Han mener, at det omdiskuterede slutdokument , som har været forhandlet op til konferencens begyndelse er ændret så meget, at det tjener Danmark bedre at deltage end stå uden for.
Men det er hverken USA, Israel, Canada, Australien, Holland, Italien, Tyskland eller Polen enige i. De boykotter alle konferencen af årsager, der strækker sig fra utilfredshed med slutdokumentet til frygt for det, der vil blive sagt i forbindelse med konferencen.
Pia Kjærsgaard: Uspiseligt
Og Pia Kjærsgaard er enig – Danmark skulle ikke have deltaget.
»Den danske regering har tiltro til, at de forskellige embedsmandsmanøvrer, som en serie vestlige lande har udfoldet for at få udkastet til et slutdokument til at se bare nogenlunde fornuftigt ud, er tilstrækkelige, men det er det ikke. De mest barske udmeldinger er blevet skjult i diplomatiske fraser, men indholdet er stadig uspiseligt«, skriver hun i ugebrevet.
»Udkastet til slutdokument bekræfter indholdet af Durban I-dokumentet, der som tidligere nævnt blandt andet sidestillede zionisme med racisme. Det vil sige, at alle de tossede vedtagelser, som blev gjort i Durban, står ved magt«.
»Dokumentet sidestiller også racisme med stereotypisering af religioner som islamofobi, antisemitisme, kristianofobi og antiarabisme. Men det at nære frygt for islam er altså ikke det samme som at være racist – det er ikke bare æbler og pærer, der bliver blandt sammen – det er som at sammenligne æbler med bordben. De to begreber har intet med hinanden at gøre. For det første kommer muslimer i alle farver og kulører, og for det andet er islamofobi angst for islam – ikke angst for muslimer. Det er altså bekymring over at en religion, der har karakter af en politisk ideologi, vinder stadig større indpas i Vesten«, skriver Pia Kjærsgaard.




























