Et rødt kanonvalg til Europaparlamentet kan give Poul Nyrup Rasmussen (S) chefposten i EU.
Det vurderer EU-forsker på Københavns Universitet Rebecca Adler-Nissen i det nyeste nummer af magasinet Ræson. »Valget til Europaparlamentet er afgørende. Hvis Socialdemokraterne og De Grønne får et godt valg, vil Nyrup være en stærk kandidat til posten som kommissionsformand i EU«, siger hun til politiken.dk. Nyrup afviser kandidatur Danmarks tidligere statsminister og nuværende formand for de europæiske socialdemokrater(PES) har tidligere kategorisk afvist, at han er kandidat til posten. Samtidig er der opbakning hos Europas regeringschefer til, at den nuværende borgerlige EU-chef Jose Manuel Barroso tager en tørn til. Men det nye parlament skal godkende kommissionen, og der er stor uenighed i parlamentet om, hvem partierne ønsker som kommissionsformand. Ifølge Rebecca Adler-Nissen er der stor opbakning til Nyrup som ny kommissionsformand. Parlamentarikere vil have Nyrup »Han er blevet udnævnt som kandidat af mange. De franske socialister har nævnt ham, De Grønne siger eksplicit, at de vil have Nyrup, og hvis PES bliver den største gruppe i parlamentet, vil de også officielt støtte Nyrup«, siger hun. I dag er det Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater (PPE-DE), der er den største partigruppe i parlamentet. Det eneste danske medlem af den gruppe er den konservative Christian Rovsing. Gruppen ønsker, at Barroso bliver på posten som kommissionsformand. PES står til fremgang Den socialdemokratiske gruppe, PES, er den næststørste gruppe, og de står til en fremgang i Europa ved parlamentsvalget. I den seneste meningsmåling går PES en procent frem, mens den konservative gruppe går fire procent tilbage. »Det vil ikke være nok til at tippe magtbalancen i parlamentet og give Nyrup posten. Der skal ske et markant ryk til venstre, hvis han skal have en chance. Men hvis det sker, tror jeg også, han vil melde sig på banen, selv om der er gået lidt Fogh i hans afvisning af sit kandidatur«, siger Rebecca Adler-Nissen. Spidskandidat støtter Nyrup Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nyrup, men Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, ser Nyrup som et seriøst bud på en kommende EU-formand. »Der er stærke kræfter i Europaparlamentet, der ønsker, at det bliver Poul. Og hvis vi får et godt valg 7. juni, får vi i hvert fald ikke en borgerlig kommissionsformand«, siger han. Det er Europas regeringschefer, der skal udpege kommissionsformanden og hans kommissærer. Men Europaparlamentet skal godkende kommissionen, og det nye parlament kan stikke en kæp i hjulet, hvis de europæiske regeringschefer peger på en upopulær kandidat, mener Rebecca Adler-Nissen. Parlamentet bestemmer mere og mere »Da Barrosos Kommission skulle godkendes i 2004, måtte han trække sit hold tilbage, fordi parlamentet ikke bakkede op om hans kommissærer. Parlamentet bliver mere og mere magtfuldt, og vi kan sagtens komme ud i en situation, hvor kommissionen bliver stemt ned«, siger hun. Barosso måtte stille med et nyt hold, der er mindre konservativt, end det han selv ønskede, og PES vil også lægge pres på den kommende kommission, hvis den bliver for borgerlig.




























