Mens Danmark tvangshjemsender afviste irakere, ændrer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nu også holdning til at hente irakiske kvoteflygtninge til Danmark. Det sker, selv om Integrationsministeriet i et notat til Folketinget har erklæret sig parat til at hente kvoteflygtninge til Danmark i år som led i en fælles europæisk genbosætning af irakiske flygtninge fra Syrien og Jordan. Ydermere har Birthe Rønn Hornbechs egen styrelse Udlændingeservice direkte indstillet at hente irakere til Danmark i år, men nu har integrationsministeren i stedet valgt at hente burmesiske flygtninge i Malaysia.
LÆS Rønn tavs om irakiske flygtninge til Danmark
Vestager undrer sig over kovending
Ministerens kovending får nu den radikale leder, Margrethe Vestager, til at kræve en redegørelse af sagen.
»Jeg har den nagende mistanke, at det her handler om indenrigspolitik. Birthe Rønn vil ikke stå i en situation, hvor hun smider irakere ud med den ene hånd og henter dem til Danmark med den anden«, siger Margrethe Vestager.
»Derfor skal Folketinget vide, hvad det er for et grundlag, som pludselig gør, at burmesiske flygtninge bør foretrækkes frem for irakere«, understreger hun.
Rønn: Der er millioner af flygtninge i verden
Birthe Rønn Hornbech har for blot to måneder siden bekræftet, at hun var klar til at hente irakere til Danmark.
»Hvis der sker en fordeling, vil Danmark kunne tage sin del inden for kvoten«, skrev hun i mail til Politiken, hvor hun dog samtidig slog fast, at den sidste kvoterejse endnu ikke var planlagt.
En kvoterejse, som hendes egen styrelse altså har indstillet burde komme irakiske kvoteflygtninge til gode. Birthe Rønn Hornbech ønsker ikke at uddybe, hvorfor hun nu har sløjfet de irakiske kvoteflygtninge fra sin liste, men skriver i en kortfattet mail: »Der er millioner og atter millioner af flygtninge i verden. Der er endog meget gode erfaringer med at integrere burmesere. Jeg har ikke andet at tilføje. Hvad US (Udlændingeservice, red.) mener at have indstillet, må du tale med dem om«. Sagen er blevet for politisk Men i Udlændingeservice ønsker man ikke længere at udtale sig om sagen, da den er blevet for politisk. Det ændrer dog ikke ved, at centerdirektør i Udlændingeservice Anni Fode i juli bekræftede, at Rønn Hornbech havde fået en klar indstilling fra Udlændingeservice. »Jeg kan bekræfte, at Udlændingeservice over for ministeren har indstillet at tage imod irakiske kvoteflygtninge«, sagde Anni Fode til Politiken. Dansk Flygtningehjælp undrer sig Dansk Flygtningehjælp er forbløffet over, at Birthe Rønn Hornbech ikke retter sig efter indstillingen fra Udlændingeservice, og opfordrer regeringen til at genoverveje sagen. »Det er vores indtryk, at ministeren normalt følger Udlændingeservices indstillinger«, siger afdelingschef for asylafdelingen Anne la Cour Vågen. UNHCR vil ikke blande sig




























