I foråret 2008 fortalte en begejstret direktør for Udlændingeservice mig under et interview, at der er sket et paradigmeskifte i dansk flygtninge- og indvandringspolitik. Fra en gammel asylfokuseret dagsorden er man ifølge direktøren i stigende grad begyndt at fokusere på, at folk skal have mulighed for at komme til Danmark og give en hånd med. Indvandringsstoppet er historie. Stillet over for en svindende arbejdsstyrke og en stigende ældrebyrde er udfordringen i dag at skabe de bedst mulige rammer for, at Danmark kan tiltrække ressourcestærke immigranter i konkurrence med de andre vestlige lande. Derfor er Udlændingestyrelsen nu omdøbt til Udlændingeservice. Men hvor efterlader det flygtningesagen? Svaret kan illustreres med en historie, jeg fik fortalt under et andet interview til mit speciale om Danmarks udvælgelse af kvoteflygtninge. Handlingen udspiller sig på en af de tre årlige kvoterejser, hvor Udlændingeservice og Dansk Flygtningehjælp udvælger de fleste af de 500 flygtninge, Danmark modtager fra FN’s flygtningelejre rundt omkring i verden. Et sted i Afrika er nogle danske funktionærer i gang med at interviewe fem børn og unge, der på egen hånd er flygtet fra en voldelig konflikt i deres hjemland. Selv om det er lykkedes for delegationen at finde en tolk, der taler børnenes sprog, virker de sløve og apatiske. De fem har været udsat for de mest hjertegribende ting, ikke blot under deres flugt fra Sudan, men også i den flygtningelejr, de endte i. Alligevel har de været stærke nok til at overleve rædslerne og blive indstillet til genbosætning af FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Dermed har børnene for første gang en reel chance for at gøre en ende på det hårde liv som flygtninge og starte forfra i et land, der kan garantere deres sikkerhed. Børnenes sag giver anledning til en del diskussion inden for den danske delegation. Der kan, fra en humanitær synsvinkel, næppe være tvivl om, at de fem har et beskyttelsesbehov og er uden skyld i deres situation. De er vel om nogen indbegrebet af flygtninge. Men den danske delegations endelige beslutning bliver alligevel at give børnene afslag på deres ansøgning om at blive genbosat i Danmark. Ifølge den tidligere medarbejder fra Dansk Flygtningehjælp, der fortalte mig historien, var det børnenes tilsyneladende apati, der udløste afvisningen. De viste ikke motivation. Motivation? Det var vel ikke en jobsamtale, de fem børn deltog i, eller hvad? Måske ikke, men i udvælgelsen af kvoteflygtninge til Danmark har Udlændingeservice siden 2005 skullet tage hensyn til flygtningenes mulighed for »at slå rod i Danmark og få glæde af opholdstilladelsen, herunder deres sproglige forudsætninger, uddannelsesforhold, arbejdserfaring, familieforhold, netværk, alder og motivation« (L403 af 1. juni 2005). Loven, der blev vedtaget i Folketinget med stemmer fra Venstre, de konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, indførte ’integrationspotentiale’ som udslagsgivende faktor i tildeling af opholdstilladelse til størstedelen af Danmarks kvoteflygtninge. Bemærkningerne til lovforslaget byggede i det store og hele på en redegørelse om kvoteflygtninge fra en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Integrationsministeriet og Udlændingeservice. Arbejdsgruppen foreslog bl.a. at nedlægge det kvoteudvalg, hvor repræsentanter for Integrationsministeriet, Udlændingeservice, Udenrigsministeriet, Dansk Flygtningehjælp og en observatør fra Kommunernes Landsforening forhandlede sig frem til, hvordan den danske genbosætningskvote skulle anvendes.

I stedet foreslog rapporten, at fordelingen af pladserne fremover skulle besluttes politisk af integrationsministeren på baggrund af en indstilling fra Udlændingeservice. Det er derfor, Birthe Rønn Hornbech har bemyndigelse til at ændre en planlagt kvoteudvælgelse af irakere, bare fordi det passer dårligt politisk at modtage nye flygtninge fra Irak, samtidig med at Danmark udviser irakere.