Jakob Hougaard kan sluge Københavns kameler

Lyt til artiklen

Ritt Bjerregaard vil ikke være overborgmester i København efter næste kommunalvalg, fordi styreformen ikke passer hende. Men Københavns borgmester for beskæftigelse og integration, Jakob Hougaard (S), er ikke bange for at tage udfordringen op. Hougaard har erfaring Han mener sagtens, at han kan arbejde i det politiske system, som Ritt Bjerregaard takker nej til. »Jeg er så heldig, at jeg har siddet som borgmester i systemet og prøvet at arbejde med partierne. Det kræver en meget stor vilje til et bredt samarbejde, og der er mange kameler, man skal sluge i samarbejdet, for det er et tungt system«, siger Jakob Hougaard, og fortsætter: »Men jeg har prøvet det, og jeg har gode erfaringer med det på integrationsområdet«. Meddelelsen kom som et chok I den socialdemokratiske gruppeledelse på Københavns Rådhus sidder også Anne Vang, gruppeformand Jesper Christensen og Ikram Sarwar. Ingen af de tre har taget stilling til, om de går efter posten. I stedet giver de under pressemødet på Københavns Rådhus udtryk for, at de har brug for at tænke, da Bjerregaards beslutning kom som et stort chok. »Jeg har ikke taget stilling til det. I må alle forstå, at det er lidt overvældende, og at det er kommet som et chok. Det er klogt at tænke sig om i sådan en situation«, siger Anne Vang. Gruppeformanden vidste intet Jesper Christensen er helt på linje med Vang. »Jeg tror også, det er noget, man har brug for at tænke over i mere end et par timer. Vi har været lige så overrasket over det her som I andre. Så det er jeg ikke i stand til at svare hverken ja eller nej til i dag«, siger han. Men det var Jakob Hougaard, som meldte sig parat selv før overborgmesteren meddelte sin afgang. Som når Fogh skal til Nato Ifølge ham vil han blot lade folk vide, hvor han står. »Jeg har meldt min interesse. Men jeg synes også, at jeg har set statsminister Anders Fogh Rasmussen stille op til en post i Nato på en uskøn måde. Så jeg vil hellere melde ud, hvor jeg står«, siger han. Partiet skal nu tage en afgørelse, hvilket ifølge Hougaard ender med en urafstemning. Aftenmøde på Rådhuset I aften klokken 18 holder gruppen møde for at diskutere en kommende spidskandidat. »Det er jo en åben proces. Og som Ritt også har beskrevet, så holder vi møde med baglandet senere i aften, og vi skal nok finde en egnet spidskandidat«, siger Ikram Sarwar. Ritt Bjerregaard deltager i mødet, men agter ikke at blande sig i valget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her