Alt tegner til, at regeringen og Dansk Folkeparti bliver enige om at pumpe op mod 8 milliarder ud til renovering af skoler, sygehuse og veje på næste års finanslov. Ifølge Dansk Folkeparti er der fortsat brug for at sparke gang i dansk økonomi, selv om statsbudgettet nærmer sig et minus på 90 milliarder. Det understreger partiets finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, før weekendens afgørende forhandlinger med regeringen. »Der er behov for og plads til, at vi sætter gang i initiativer, som sætter mere gang i dansk økonomi. Vi anerkender, at underskuddet for næste års statsbudget er meget stort, og derfor er vores tilgang, at det, vi sætter i gang ekstra, det skal være ting, vi alligevel ville lave på et senere tidspunkt. Det er det, som skal sikre, at vores initiativer er økonomisk holdbare«, siger Kristian Thulesen Dahl. DF bekymret for stigende ledighed Det er især udsigten til flere virksomhedslukninger og arbejdsløse næste år, som får støttepartiet til at kræve flere penge til offentligt forbrug.
LÆS ARTIKEL171.000 vil være uden job i 2011






























