De politiske spindoktorer er ved at tage magten fra de folkevalgte på Christiansborg.
Så kontant lyder kritikken fra flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe. De anklager ministrenes særlige rådgivere for at tage styringen af partierne. »I deres iver for at støtte ministeren er det vigtigt, at spindoktorerne forstår, at det er vigtigt at have folketingsgruppen bag ministeren. I nogle tilfælde kører spindoktorerne for meget på deres egne holdninger og på at beskytte ministeren – også over for folketingsgruppen«, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo. Opfører sig som en slags viceministre Han får opbakning fra flere medlemmer af Venstres gruppe, der ikke ønsker at stå frem med navn. Én oplever, at ministrenes særlige rådgivere undertiden antager en rolle som en slags viceministre. Spindoktorerne har før været under beskydning for at styre det politiske spil og pressens adgang til informationer. Men denne gang kommer kritikken altså fra venstrefolk, der langer ud efter partiets egne ministre. Schall Holberg langer ud efter 'designerpolitikken' Eyvind Vesselbo mener, spindoktorerne har så travlt med at beskytte deres chefer, at politiske problemer ikke bliver diskuteret i V-gruppen. »Vi kan lige så godt erkende, at nogle gange er der nogle problemer, der skal løses, men det bliver alt for meget forsvar fra de her spindoktorer«, siger Vesselbo. Kritikken vækker gehør hos partifællen Britta Schall Holberg, der langer ud efter ’designerpolitikken’: »Det er et filter. Dels mellem ministeriernes ansatte, altså embedsmændene og ministeren, og det er også et filter mellem ministeren og befolkningen. Det sidste, synes jeg, er det værste. Det er ikke rimeligt i et folkestyre«. Imens opruster V – på spin Efter de to venstrepolitikeres opfattelse er spindoktorernes indflydelse på den politiske proces taget til. Fordi der er mange af rådgiverne, og fordi de kender hinanden på kryds og på tværs. »Det er et system, der er bygget op af spindoktorer. Det er gået over gevind. Det er ligesom blevet en stat i staten, et spindoktorsystem, hvor det vel ender med, at alle de her spindoktorer mødes og planlægger, hvad der skal ske i den kommende tid«, siger Eyvind Vesselbo. Kritikken af spindoktorerne kommer en uge efter, at Venstres folketingsgruppe oprustede kraftigt på kommunikationsfronten. Statsminister Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktor, Søs Marie Serup, er nu sat ind som chef for et nyt sekretariat for politik og økonomi, mens Venstre har hentet Politiken-journalisten Mikael Børsting ind som pressechef.




























