Hvis kriminaliteten på langt sigt skal ned i det danske samfund, skal der sættes ind med en bedre forebyggende indsats over for indsatte i fængslerne. Sådan lyder budskabet nu fra de konservatives justitsminister, Lars Barfod, der i dag lancerer et trepunktsprogram, der fokuserer benhårdt på at give bedre tilbud til de indsatte i de danske fængsler: »Nu har vi gennem de seneste år strammet retspolitikken, så der bliver dømt længere straffe. Nu er tiden inde til at se på, hvad vi yderligere kan gøre for at få bekæmpet kriminaliteten. Derfor vil vi nu styrke den forebyggende indsats i fængslerne. Jeg tror, at det er en af de måder, hvorpå vi på sigt kan få nedbragt kriminaliteten«, siger Lars Barfod om det ny initiativ, der blev diskuteret på de konservatives netop overståede sommergruppemøde. Helt konkret vil justitsministeren give bedre behandlingstilbud til narkomaner og indsatte, der er afhængige af hash, så de kan komme ud af deres misbrug. Derudover skal der bedre uddannelsestilbud til de indsatte, som også skal tilbydes en mentorordning, hvor almindelige borgere agerer rollemodeller for tidligere straffede. »Vi har set, at den ordning har været en kæmpe succes for dem under 25 år. Men nu vil vi også brede den ud til andre grupper blandt de indsatte«, siger justitsministeren. Nye boller på suppen De ny forslag bliver mødt med begejstring af SF’s retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen. Hun kalder det en »overraskende kovending« i forhold til regeringens tidligere stramme retspolitik. Og siger, at flere af forslagene tidligere er blevet afvist af skiftende konservative justitsministre. »Det er godt, at det nu er gået op for regeringen, at der skal andet til end bare at gøre straffene hårdere. Al forskning viser, at det ikke hjælper på de kriminelle. At det kun er ligesom at tisse i bukserne for at få varmen. Og det har vi de sidste mange år uden held gentagne gange gjort regeringen opmærksom på«, siger Karina Lorentzen, som fremhæver, at alle forslagene tidligere er blevet fremlagt af SF. »Men de er også blevet afvist. Derfor må jeg se det, som om justitsministeren godt er klar over, at den er gal, og at der nu er kommet nye boller på suppen«, siger Karina Lorentzen. Men de anklager bliver blankt afvist af Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup. Han siger, at både regeringen og Dansk Folkeparti altid har haft fokus på den forebyggende indsats. »Der er allerede mange forebyggende projekter i de danske fængsler. Og vi støtter også overordnet set de konservatives ønske om, at det område nu skal styrkes«, siger han. Men det er jo ikke ligefrem det, I er kendt for. Mener du, at det så er den vej, regeringen skal gå i fremtiden? »Nej. Og det er også det eneste sted, jeg kan blive en lille smule nervøs over det, justitsministeren nu siger. Vi er slet ikke færdige med at stramme på straffene endnu«, siger Peter Skaarup. Formand for Dansk Fængselsforbund Kim Østerbye er også positiv over for forslaget. Men der er et stort men, siger han: »Vi har tit set med regeringens forslag, at det er tomme løfter. Og det her er altså noget, der koster rigtig mange knaster. Samtidig står vi lige nu i en situation med megabesparelser overalt på de offentlige budgetter. Og jeg har meget svært ved at forestille mig, at der så vil komme flere penge til kriminalforsorgen«, siger han. Kim Østerbye er også skeptisk over for forslaget om at udvide tilbuddene omkring narkoafvænning for de indsatte. Han ser i stedet hellere, at de allerede eksisterende ordninger bliver gennemgået med en tættekam. »Som det er nu, er der over 50 behandlingstilbud i fængslerne. De indsatte kan blive behandlet for alt fra ludomani til alkoholmisbrug. Problemet er bare, at der tit er overbelægning på de almindelige afdelinger, mens behandlingsafdelingerne står gabende tomme. Så der er et strukturelt problem her, som regeringen først burde kigge på«, siger Kim Østerbye. Ny bandeafdeling Samtidig ønsker justitsminister Lars Barfod at oprette en helt ny afdeling for negativt stærke indsatte i Jylland: »Vi har allerede en på Københavns Politigård. Og det er en succes, for vi har desværre set et øget pres i de normale fængsler fra bandemedlemmer, der fastholder andre indsatte i deres kriminelle løbebane. Ikke mindst i Jylland, hvor der ikke findes nogen særlig afdeling for de her hårde bandemedlemmer. Og det skal vi have gjort noget ved – ved at oprette en ny afdeling for banderne der«, siger justitsministeren. Han siger samtidig, at der vil komme penge til de nye forslag. Bare ikke lige nu og her. Forslagene vil nemlig først indgå i de forhandlinger, der skal være med partierne om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen, som skal forhandles i 2011. Og på det tidspunkt vil Dansk Folkeparti også være parate med penge, lover Peter Skaarup. »Men vi vil gerne have flere lukkede afdelinger for bandemedlemmer her og nu. Det er vores krav for at være med«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























