B.T.: Vi lykønsker Thorning

Lyt til artiklen

Det var formiddagsavisen B.T., der i sommer satte fut under Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Avisen bragte en række artikler om Thorning og hendes mand, Stephen Kinnocks, skatteforhold under overskrifter som 'Så grisk er Thorning' og 'Helles nye løgn'.

I dag frifinder Skat ægteparret Thorning-Kinnock for at have betalt for lidt i skat i Danmark. Men det får ikke B.T.'s chefredaktør, Peter Brüchmann, til at fortryde avisens intensive dækning af sagen.

Skat kommer med en helt ren frifindelse af Thorning og Kinnock. Har i kørt for hårdt på i sagen?

»Nej, det synes jeg jo egentlig ikke. Jeg er med på, at vi i offentlighedens øjne er den store, stygge anklager, men jeg køber ikke præmissen om, at det er Thorning versus B.T., og at det dermed er et nederlag for os«.

LÆS MERE Helle Thorning: »Jeg er meget tilfreds med Skats afgørelse«

»Jeg anerkender fuldt ud, at det er en sejr for Thorning og Kinnock, og jeg vil også gerne lykønske dem med den afgørelse, som er kommet. Selvølgelig kigger vi bagud og ser på, om vi gjorde noget forkert, men vi har ikke på noget tidspunkt haft grund til trække historier eller forsider tilbage, fordi vi er gået for langt. Vi har lavet en rettelse af den nederste linje på en forside, og det er sådan set det«.

»Så kan man diskutere tabloidpressens retorik. Jeg helt med på, at der er masser af holdninger til den«.

»Helles nye løgn« for eksempel?

»Det er der ikke ændret noget som helst på med afgørelsen i dag. Løgnen handler om mailen, hun sender til Justitsministereit og går på, at hun talte usandt om hendes mands antal af arbejdsbesøg i Danmark. Efterfølgende måtte hun sige undskyld, undskyld til os for, at hun har givet urigtige oplysninger«.

V-politiker vil stadig være medlem af Helle-mobbegruppe

Hvad med »Så grisk er Helle«?

»Ja... Vi har haft en forside om, at hun har indrettet sine skatteforhold efter det. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er, fordi det er enhver offentlig person, der bliver underkastet den slags lys. Her har vi at gøre med en mulig kommende statsminister, der blandt andet har stående i sit valgprogram, at skatten bør trykke hårdest på de bedst lønnede. Det er en kategori, som parret her selv tilhører«.

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, kalder skattesagen pinlig for B.T.

Ingen undskyldning på vej til Thorning

»Det er i det hele taget i den kontekst, vi kigger på sagen. Er der sammenhæng mellem, hvad politikere siger, og hvad de gør? Vi har Mette Frederiksens barn, der går i privatskole, Helle Thorning-Schmidts barn, der går i privatskole. Og så kigger vi på den stringente nyhed om, at hendes mand arbejder i Schweiz og ikke betaler skat i Danmark. Det er det, der fører til den første historie om, at han bor i skattely i Schweiz«.

Så man kan godt karakteriseres som grisk, selv om man overholder de danske skatteregler til punkt og prikke?

»Ja, nu vil jeg sige, at jeg anerkender dommen og de linjer af den, der har været fremme, men vi mangler stadig at se de ni siders afgørelse i sin helhed og se det præcise grundlag for, at der kommer denne her overraskende afgørelse. Jeg vil godt se de ni sider, før jeg begynder at dissekere den del«.

»Jeg synes, Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock skylder at lægge de ni sider frem. Og jeg tror, der vil være et pres på at få afgørelsen frem, lige indtil de gør det. Både fra politisk side og fra mediernes side«.

Er der noget, I vil undskylde over for Helle Thorning-Schmidt nu, både i forhold til den retorik, I har brugt, men også i forhold til, hvor meget sagen har fyldt hos jer?

»Nej. Vi vil gerne lykønske med afgørelsen, men vi synes ikke, vi har noget at undskylde i den sammenhæng. Vi har gjort vores arbejde grundigt, og vi har lavet nogle historier, vi står ved«.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her