Justitsminister Lars Barfoed (K) sår for første gang tvivl om den strategi, der har holdt de borgerlige ved magten i snart et årti. Barfoed mener, at partiet bør stå uden for en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen (V), hvis det giver størst indflydelse efter et valg. Dermed går han imod partiformand Lene Espersen, som mener, at det afgørende er et regeringssamarbejde. »Vi går til valg på et nyt mandat til en VK-regering. Men om det så er det rigtige for os, det må afhænge af valgresultatet. Når valget er gennemført, må vi vurdere nøje, hvordan vi kan få mest mulig indflydelse. Er det i eller uden for regeringen?«, siger Lars Barfoed.
Næstmindst i Folketinget
De seneste måneder har den konservative ledelse indrømmet, at det har slidt på partiet at sidde i regering de seneste ni år, hvor kompromiser med Venstre og Dansk Folkeparti har udvasket partiets profil.
Hvis de konservative bliver så små, som meningsmålingerne spår, så mener Barfoed, at en position uden for regeringen vil give partiet bedre muligheder for at vokse.
I en meningsmåling, som Politiken og TV 2 offentliggjorde i går, fik de konservative bare 5,6 pct. af stemmerne. Partiet er dermed Folketingets næstmindste.
LÆS ARTIKELDe radikale overhaler også de konservative »Målingen understreger alvoren i situationen for de konservative, og at der er brug for, at vi træder mere frem og siger, hvad vi vil med partiet«, siger Barfoed. Vil ikke i regering med DF På partiets landsråd gjorde formand Lene Espersen det klart, at de konservative ikke kan sidde i regering med Dansk Folkeparti. Hvis Pia Kjærsgaards støtteparti kræver ministerbiler, så vil de konservative stå uden for en borgerlig regering. »Det er jo ikke et problem for os at stå uden for en regering. Det har vi tidligere gjort og fået masser af indflydelse. Afgørelsen vil bero på en nøgtern vurdering efter et valg«, siger Lars Barfoed, og Dansk Folkeparti kvitterer for den besked: »Det er usædvanligt klogt af ham, at han laver en nøgtern vurdering af sit partis placering. Tidligere mente de konservative, at det var åbenlyst, at de skulle sidde i regering, men det er nu ændret. De konservative skal have ros for at give Lars Løkke flere valgmuligheder efter et valg«, siger DF’s gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, der selv har åbnet for muligheden for, at DF kan blive regeringsparti. VK er stadig bedst



























