Undervisningsminister Tina Nedergaard har fremlagt udspillet 'Faglighed og Frihed', som er regeringens bud på en bedre folkeskole.
Lige nu er der et forlig bag folkeskoleloven med V, K, DF og S.
Det nye forslag indeholder 19 konkrete tiltag, og politiken.dk har udvalgt de mest centrale forslag.
DOKUMENTATION Læs hele udspillet ( eksternt link til Undervisningsministeriet)
En af målsætningerne med udspillet er, at alle børn skal kunne læse med udgangen af 2. klasse. Et såkaldt »læseløfte«.
Flere test
Konkret foreslår regeringen, at der skal indføres opdelt danskundervisning i børnehaveklassen, og der indføres også obligatorisk sproglig vurdering af eleverne i 1. klasse. Regeringen vil også indføre nationale test i læsning inden jul i 2.klasse.
Flere karakterer
Regeringen foreslår også karakterbedømmelse i alle fag og standpunktskarakterer senest fra 6. klasse.
Mere it
I reformen er der fundet 500 millioner kroner til investeringer i it på skolerne. Pengene kommer fra ABT-fonden, Anvendt Borgernær Teknologi, der skal støtte teknologiudvikling i den offentlige sektor.
Flere eliteklasser
Regeringen vil give kommunerne lov til at oprette særlige »talentklasser«, hvor der i visse fag kan undervises på et højere niveau.
Samtidig skal Undervisningsministeriet godkende flere eliteidrætsklasser til elever med højt sportsligt niveau.
Højere krav til læreruddannelsen
Karakterkrav for at starte på læreruddannelsen hæves.
Man skal fra sin gymnasiale uddannelse have fået 4, 5 eller 7 i fag på A-niveau og 10 på B-niveau i de linjefag, som de lærerstuderende vælger på læreruddannelsen.
Nationale testresultater
Resultater fra for eksempel de nationale test skal offentliggøres. De skal korrigeres for elevernes sociale og økonomiske baggrund.
Flere elever i klasserne
I dag må der maksimalt være 28 elever i klasserne, men det skal laves om. Skolerne skal have lov til at danne klasser med flere elever end 28.
Flere timer - mindre SU
Regeringen vil indføre sekstimers skoler dag for børnehaveklassen til og med 3. klasse. Pengene skal komme ved at afskaffe SU'en for hjemmeboende elever på ungdomsuddannelserne.
DIN MENING Skriv: Hvordan ville du reformere folkeskolen?
fortsæt med at læse


























