Mens Lene Espersen i dag har givet den politiske stafet videre til Lars Barfoed, rykker en anden kvindelig K-minister op i ministerhierakiet.
Socialminister Benedikte Kiær er blevet udpeget som nyt medlem af regeringens økonomiudvalg, der rangerer lige under det magtfulde koordinationsudvalg med de absolutte topministre.
Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et kort pressemøde i anledning af det konservative partilederskifte.
Lene Espersen afleverer sine tillidsposter
Pladsen i økonomiudvalget er blevet ledig, fordi justitsminister Lars Barfoed har overtaget alle udenrigsminister Lene Espersens tidligere ledelsesposter i regeringen, herunder posterne som vicestatsminister og medlem af K-udvalget, som koordinationsudvalget hedder i daglig tale på Christiansborg.
Barfoed vil trække Gud, konge og fædreland tilbage til de konservative
Økonomiudvalget tilrettelægger regeringens økonomiske politik og behandler blandt andet forslag til finanslove og de økonomiske relationer til kommuner og regioner.
Med udnævnelsen må 41-årige Benedikte Kiær siges at have gjort lynkarriere i regeringen.
Det er mindre end et år siden, at Lars Løkke Rasmussen (V) den 23. februar 2010 hentede hende ind i regeringen fra en post som konservativ spidskandidat og medlem af Region Hovedstaden.
Tidligere leder for de konservative politisk kommentator på Ekstra Bladet Hans Engell ser det som et udtryk for, at Lars Barfoed vil satse på Benedikte Kiær i sit forsøg på at genrejse de konservative:
»Det viser, at han tager Benedikte Kiær ind i sin inderkreds. Det er selvfølgelig en stor styrke for hende«, siger Hans Engell.
Fremover består økonomiudvalget af:
- Finansminister Claus Hjort Frederiksen (formand)
- Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen
- Skatteminister Troels Lund Poulsen
- Socialminister Benedikte Kiær
Koordinationsudvalget har følgende medlemmer:
- Statsminister Lars Løkke Rasmussen (formand)
- Justitsminister Lars Barfoed
- Finansminister Claus Hjort Frederiksen
- Kulturminister Per Stig Møller
- Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen
- Skatteminister Troels Lund Poulsen




























