Fra nytår bliver sukkersøde sager som is, slik og chokolade dyrere for forbrugerne som følge af regeringens skattereform, der også indeholder en ny sukkerafgift.
Men den nye afgift bliver mødt med kritik fra Dansk Folkeparti, Dansk Industri og fra regeringens egen Forebyggelseskommission.
Sukkerafgiften rammer nemlig også sukkerfri is, slik og andre produkter, der bliver pålagt samme afgift som produkter med masser af sukker.
Dermed har regeringen sat hensynet til administrationen af den nye afgift højere end hensynet til danskernes sundhed, mener Forebyggelseskommissions formand, Mette Wier:
»Den metode er ikke optimal ud fra en sundhedsmæssig synsvinkel. Det er den helt klart ikke, for så skulle afgiften følge sukkerindholdet. Skatteministeriet kunne med fordel arbejde med en hel ny model for området«, siger hun. Skatteministeren vil genoverveje afgiften
Politiken.dk har forelagt skatteminister Kristian Jensen (V) kritikken, og det får ham nu til at genoverveje sukkerafgiften i 11. time, for loven ventes vedtaget i Folketinget i næste uge.
»Jeg er blevet kontaktet af Dansk Folkeparti, som har bedt mig om at kigge på, om det er muligt at lave en differentiering inden for eksempelvis slik, så sukkerfri slik ikke får den samme afgiftsstigning som sukkerholdigt slik. Det er vi klar til at se på«, siger skatteministeren. Dansk Industri kritiserer afgiften
Det er især regeringens løfter om at forbedre folkesundheden, som går fløjten med skattereformen, mener Dansk Industri. I aftalen skrev regeringen, at skattereformen skulle »forbedre vores sundhed« og »gøre det dyrere at forbruge og producere varer, som er til skade for sundheden«.
»Når man lægger en sukkerafgift på sukkerfri varer, så er det i direkte strid med ordlyden i den aftale, man har indgået. Man bremser incitamentet for at udvikle sukkerfri varer, som er umådelig vigtige for folkesundheden«, siger direktør i Dansk Industri, Tine Roed.
Sundhedsministeren afviser ændring
Men sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser.
»Vi tager i allerhøjeste grad hensyn til folkesundheden. Men vi vil jo allerhelst have danskerne til at købe et æble i stedet for en sukkerfri is. Jeg forstår godt kritikernes skepsis, men hvis vi skulle lave et system, som tog hensyn til indholdet af sukker, har jeg forstået, at det vil blive meget vanskeligt at administrere«, siger Jakob Axel Nielsen.
Men den forklaring giver producenterne ikke meget for.
»Vi kender allerede sukkerindholdet i varen, så det er ikke svært for os at administrere«, siger Jørgen Maltha Rasmussen, sekretariatschef i Dansk Isindustri.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























