DF vil have parallelle forhandlinger om bander

Forhandlinger om regeringens 2020 i finansministeriet. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup ankommer til forhandlingerne.
Forhandlinger om regeringens 2020 i finansministeriet. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup ankommer til forhandlingerne.
Lyt til artiklen

Det ligger fast, at Dansk Folkeparti er stålsat på at komme igennem med stramninger over for bandekriminelle forud for dagens forhandlinger om 2020-planen i Finansministeriet.

Samtidig ligger det fast, at de radikale, der også er med i forhandlingerne, ikke vil lægge stemmer til Dansk Folkepartis forslag.

LÆS OGSÅ DF vil udvise indvandrerbander uden dom

Men det er ikke noget problem, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, på vej ind til forhandlingerne.

»Vil de radikale ikke være med til dette her forslag, forventer vi, at der kommer et parallelt forløb med regeringen«, siger Peter Skaarup.

R vil ikke blokere for udlændingestramninger
Forhandlingerne, som Socialdemokraterne forlod i går, har til formål at finde langsigtede økonomiske løsninger for Danmarks økonomi. De radikale afviser blankt at lægge stemmer til aftalen, hvis den indeholder udlændingestramninger, og den radikale leder, Margrethe Vestager, afviser, at Dansk Folkepartis forslag har noget som helst at gøre i forhandlingerne.

R: Vi deltager ikke i et Cirkus Kjærsgaard

DF lægger blandt andet op til, at Danmark for fremtiden skal kunne udvise bandemedlemmer, der ikke er danske statsborgere, selv om de ikke er dømt.

»Det synes jeg ikke om«, siger den radikale leder, Margrethe Vestager.

»Det hører ikke hjemme i forhandlingerne«, siger Vestager.

Vil I stille krav om, at Dansk Folkeparti og regeringen ikke må lave en sideløbende aftale om udlændingestramninger, hvis I skal lave 2020-aftale med dem?

»Vi går efter at lave radikal politik. Jeg tror, det er helt ude af hænderne på nogen på denne jord at forhindre Dansk Folkeparti i at forsøge at svinge med V og K«, siger Margrethe Vestager.

»Denne her forhandling handler om dansk økonomi, og hvad Dansk Folkeparti diskuterer med Venstre og konservative i enrum, og med hvem de vil finde flertallet, må de helt selv rode med«, siger Vestager, der mener, at Dansk Folkepartis forslag vil afvikle retsstaten.

DF: Hverdagen betyder mest

Dansk Folkeparti er villige til at rykke partiets krav om bandestramninger ud af 2020-forhandlingerne og indgå en separat aftale med regeringen, men partiet holder fast i, at emnet er lige så vigtigt som de økonomiske udfordringer, der står øverst på regeringens og de radikales prioriteringsliste.

»Vi diskuterer med regeringen, hvad vi kan gøre for at sikre den økonomiske holdbarhed, men vi har samtidig sagt, at der er andre vigtige ting her i verden, end hvad der sker i 2020. Og hvad, der er vigtigt for os, er at få stoppet de skyderier, vi har set i lang tid. Det må aldrig blive hverdag i Danmark, at der er skyderier, narkokriminalitet og indbyrdes stridende bander, der bekæmper hinanden med utryghed til følge. Så derfor forventer vi et parallelt forløb omkring dette her med regeringen«, siger Peter Skaarup.

Margrethe Vestager siger, I vil afvikle retsstaten. Hvad siger du til det?

»Det er noget vrøvl. Andet kan jeg ikke sige«.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her