Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Vestager: Det er et super solidt økonomisk resultat

Tilfreds. Margrethe Vestager (R) er meget glad for og stolt efter aftalen, siger hun.
Tilfreds. Margrethe Vestager (R) er meget glad for og stolt efter aftalen, siger hun.
Lyt til artiklen

Den radikale leder, Margrethe Vestager, er både stolt og tilfreds efter præsentationen af dagens reform.

»Der er lavet en historisk aftale. Det er en historisk opgør med en overførselsindkomst, der sender raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, samtidig med at de, der har mindst, får mulighed for en treårig efterløn. Det er jeg meget glad for og stolt af«, siger hun, da de fire partier bag aftalen kommer ud fra mødelokalet hos finansministeren med en færdig aftale klar.

LÆS OGSÅ Historisk efterlønsreform er på plads

Efterlønnen er ikke blevet afskaffet, som de radikale helst så. Men den er blevet indskrænket, så der kommer en besparelse på 18 milliarder kroner frem til 2020.

»Der er de 18 milliarder til statskassen i 2020, og der er cirka 10 milliarder, hvis man ser rigtig langt frem. Det er et super solidt økonomisk resultat, og det betyder, at der er rigtig mange mennesker til at gøre arbejdet, når de store generationer trækker sig på pension«, siger Vestager.

Aftalen har skabt problemer med S og SF

De radikales samarbejde med regeringen og Dansk Folkeparti har været anstødssten for Socialdemokraterne og SF. De tre partier lægger op til samarbejde efter næste folketingsvalg, og de radikale holder fast på, at de peger på Helle Thorning-Schmidt (S) og ikke Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

Gang på gang har Margrethe Vestager forsvaret forhandlingerne med blå blok med, at hun blot »går efter at gennemføre radikal politik« og ikke at splitte oppositionen.

På forhandlingernes yderdag har S og SF åbnet op for at acceptere elementer af det forlig, der i dag er kommet i hus, hvis de kommer til magten efter næste valg.

LÆS OGSÅ Vestager: Thorning får ikke ændret noget

Men Margrethe Vestager er ikke indstillet på at ændre den nye aftale.

»Det, der sker nu, er forhåbentlig, at vælgerne kan tage stilling. At de kan følge min stærke anbefaling, nemlig at vi får en ny regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, og at vi får denne her efterlønsreform. Kommer det dertil, at der også er flertal for efterlønsreformen, står vi selvfølgelig inde for den aftale, vi har lavet i dag«, siger hun.

I det hele taget tager den radikale uenighederne med S og SF roligt.

»Den uenighed om efterlønnen har været mellem S og SF og Det Radikale Venstre i årevis. I den forstand kender vi forfra og bagfra de knoklede ord, der er sagt i den forbindelse«, siger Vestager.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her