Her til eftermiddag dansk tid begynder retten i Chicago for alvor at behandle sagen mod den pakistansk fødte mand Tahawwur Rana, der er tiltalt for at have været med til at planlægge et angreb mod Jyllands-Posten og for også at have medvirket til det omfattende terrorangreb mod den indiske storby Mumbai i november 2008.
Forsvarere: Han troede han arbejde for Pakistan
Sagen ventes at blive et højpolitisk drama, fordi Tahawwur Ranas ven gennem mange år, David Headley, i detaljer har forklaret efterforskere, hvordan han og Rana løbende orienterede den pakistanske efterretningstjeneste ISI om terrorplanerne mod Jyllands-Posten og Mumbai.
Mens Headley har tilstået alle terroranklager, nægter Tahawwur Rana sig skyldig. Hans advokater har allerede forud for retssagen sagt, at Rana ikke var klar over, at han deltog i terrorplanlægning, men gennem Headley havde forstået, at han skulle hjælpe Headley med at udføre nogle opgaver på vegne af den pakistanske efterretningstjeneste. Både anklagemyndigheden og Tahawwur Ranas to forsvarer vil i dag fremlægge deres procedure.




























