Samtidig med at regeringen fordømmer multinationale selskabers brug af skattely, sender udviklingsminister Søren Pind (V) 150 millioner danske bistandskroner i skattely. Søren Pind og Danida har placeret en ny, delvis danskejet udviklingsbank i et skuffeselskab i skattelyet Mauritius i Det Indiske Ocean. Den Afrikanske Garantifond, som banken kommer til at hedde, får ellers sit hovedkontor i Nairobi i Kenya, hvorfra den skal hjælpe små og mellemstore virksomheder i gang med lån og kreditter.
»Det ser ikke pænt ud«
Men for at undgå en selskabsskat på 25 procent i det fattige Kenya, er banken nu blevet indregistreret på Mauritius hos et firma, der har specialiseret sig i at etablere skattelette skuffeselskaber.
Dermed slipper banken med en selskabsskat på blot 3 procent. Det fremgår af dokumenter fra Udenrigsministeriet, som Politiken har fået aktindsigt i. »Det her ser ikke pænt ud, og det går stik imod Danmarks målsætning om at bekæmpe skattely«, siger Niels Helveg Petersen (R), formand for Folketingets Skatteudvalg.

























