Det kommer ikke Folketinget og offentligheden ved, hvilke kontroversielle forslag integrationsminister Søren Pind (V) for nylig forsøgte at fremsætte på udlændingeområdet, men som regeringens kronjurister i Justitsministeriet blankt afviste. Søren Pind afviser at fortælle, hvad hans – ifølge Justitsministeriet – forbudte forslag gik ud på. »Jeg synes, det er underligt, at regeringens politik er hemmelig. Søren Pind har jo haft et ønske om at gennemføre de to forslag, og han har jo kun droppet dem, fordi han ikke fik lov«, lyder kritikken fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.
To kontroversielle forslag
Det vakte for nyligt opsigt, at Justitsministeriet havde udtrykt alvorlig skepsis over et helt tredje forslag fra Søren Pind om at give udvalgte nationaliteter positiv særbehandling i forhold til nye indvandringsprøver.
Her havde Justitsministeriets jurister angiveligt udtrykt »en betydelig tvivl« om, hvorvidt forslaget ville være »foreneligt med diskriminationsforbuddet i de internationale menneskerettighedskonventioner«. Men i samme omgang prøvede Søren Pind altså to andre forslag af på juristerne i Justitsministeriet, og de to forslag var så kontroversielle, at Justitsministeriet blankt afviste dem.




























